Event
Succesfuld Strategiimplementering
Perspektiver og værktøjer til en realistisk implementeringsplan

FAGLIGT INPUT TIL EN VELLYKKET PROCES
Mange virksomheder fokuserer ensidigt på formuleringen af den strategiske plan og orienterer sig kun lidt om selve implementeringsprocessen. Det skyldes antagelsen om, at strategiforankringen nærmest sker af sig selv i ledelsesprocesserne, hvis blot strategien er kommunikeret i organisationen.
Denne antagelse er imidlertid en barriere for, at strategiprocesser lykkes. Vil man have succes, skal der tænkes bredere, og en forståelse for de økonomiske, tekniske, psykologiske, politiske, institutionelle og kulturelle forhold i organisationen er afgørende.
Kurset giver dig fagligt input til at finde din egen vej i det store udbud af værktøjer og teorier inden for området, så du kan præsentere konkrete forslag til en robust og realistisk strategiimplementering i egen organisation.
Kurset blev i august 2022 evalueret til 4,6 på en skala fra 1-5, hvor 5 svarer til meget tilfredsstillende.
Er du interesseret i dette kursus, kunne følgende kurser også være relevante for dig: Agilitet, Innovation og Forretningsudvikling og Strategi og Forretningsudvikling som Drivkraft for Fornyelse
INDHOLD I FORLØBET
Formålet med kurset er at give dig værktøjer til at analysere, designe og gennemføre succesfuld strategiimplementering i din organisation.
Vi introducerer dig til tre perspektiver på implementeringsprocessen og diskuterer de begrænsninger og muligheder, som det enkelte perspektiv indebærer, når implementeringsprocesser tilrettelægges og eksekveres.
Vi ser på, hvordan de tre perspektiver kan eksistere samtidigt på forskellige niveauer i organisationer, og hvordan de til tider modarbejder hinanden. Dette er et paradoks og en præmis, som stiller store krav til ledere og projektledere med ansvar for at få strategien til at leve i organisationen.
De tre strategiperspektiver bliver bragt i samspil gennem case-analyser, og i løbet af kursusugen får vi besøg af eksterne praktikere fra hhv. en privat og en offentlig organisation, der begge har stor erfaring med strategiimplementering. Desuden vil I blive præsenteret for en konkret implementeringssimulator/et spil, som efterfølgende afprøves og diskuteres.
DET FÅR DU
Efter at have deltaget på kurset vil du:
- Kende til relevante komponenter i en strategiimplementeringsplan og -proces
- Kende til konkrete værktøjer til at analysere, designe og gennemføre succesfuld strategiimplementering
- Kunne præsentere konkrete forslag til en robust og realistisk strategiimplementering i din egen organisation
Du vil have arbejdet med case-opgaver og via diskussioner og idéudveksling i små grupper, vil du have haft mulighed for at overføre og anvende dine indsigter i relation til dit eget strategiarbejde.