08.06.2016  |  Samfund

Indspark: Svære globale trepartsforhandlinger i gang

Hvem skal bære ansvaret for at sikre arbejdsmiljøet i de globale leverandørkæder, der anslås at tegne sig for 60-80 pct. af den internationale handel? Det forhandler arbejdsgivere, arbejdstagere og regeringer fra hele verden i disse uger om i Geneve.

Fra 30. maj og 2 uger frem er verdens arbejdsgivere, arbejdstagere og regeringer samlet til trepartsforhandlinger i den internationale arbejdsorganisation ILO. Det overordnede emne for forhandlingerne er globale leverandørkæder, der anslås at tegne sig for 60-80 pct. af den internationale handel og langt over 20 pct. af arbejdspladserne globalt. Chefkonsulent Christine Jøker Lohmann, DI, repræsenterer danske arbejdsgivere i forhandlingerne.

Selvom forhandlingerne ikke munder ud i en ny konvention eller andre konkrete tiltag, er de uhyre vigtige. Særlig for danske virksomheder og deres muligheder for at operere globalt. Drøftelserne vil nemlig forme ILO's – og dermed FN’s – tilgang til globale leverandørkæder i de kommende år. Leverandørkæder som danske virksomheder i stor stil anvender og selv er en del af.

Desværre har ILO’s faste kontor såvel som fagbevægelsen lagt op til en særdeles traditionel ”nord-syd”-synsvinkel. Tilgangen er blandt andet domineret af et billede af, at større vestlige selskaber har fuld kontrol over hele leverandørkæden og produktionsvilkårene, også i andet, tredje og fjerde led.

Sådan forholder virkeligheden sig ikke.

Men med dette udgangspunkt ønsker fagbevægelsen at etablere en konvention, der pålægger virksomheder højt oppe i leverandørkæden ansvaret for nogle landes manglende håndhævelse af gældende love over for virksomheder i leverandørkæden.

En konvention på globale leverandørkæder går direkte imod FN’s globale retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, enstemmigt vedtaget af FN’s generalforsamling i 2011.

Men det er ikke blot imod et vedtaget princip. Det vil også betyde en overførsel af ansvar fra stater til virksomheder, som kan resultere i en de facto embargo for nogle lande og dermed hindre økonomisk vækst og udvikling. Virksomheder vil nemlig simpelthen ikke turde investere, operere, have leverandører eller på anden måde drive forretning her, hvis de pludselig bliver stillet juridisk til ansvar for 1., 2., 3. eller 10. leds leverandørers manglende overholdelse af lokale love, fordi myndighederne ikke håndhæver disse.

Det store spørgsmål er, om der kommer en aftale ud af møderne. Efter at have deltaget i dage lange møder og diskussioner dybt inde i FN byen i Geneve, er jeg ikke længere sikker på, at det kommer til at ske. Fronterne er trukket skarpt op. Og så længe det ikke er anerkendt, at det nu engang er myndighedernes ansvar at lave og håndhæve love, mens virksomhederne skal overholde dem, får vi ikke en aftale i hus.

For vi skal ikke have en verden, hvor virksomheder skal agere politi eller være begrænset af kun at kunne handle med de 14-16 pct. af verdens lande, som har en effektiv håndhævelse af deres love. Det vil ikke blot skade den globale udvikling, men i endnu højere grad være direkte skadeligt for de mange arbejdere i udviklingslande, som ønsker arbejde på en fabrik, der eksporterer til hele verdens forbrugere. 

Fakta er, at globale leverandørkæder har bidraget til at skabe millioner af nye arbejdspladser i udviklingslandene, bidraget med nye muligheder, især for kvinder, højere indkomster og forbedrede levestandard i forhold til, hvad der var til rådighed før.

Samtidig bidrager globale leverandørkæder med at opbygge produktionskapacitet i udviklingslande, herunder udbredelse af teknologi og viden, som igen skaber muligheder for en mere langsigtet industriel udvikling. På den måde kan lokale virksomheder i udviklingslande bevæge sig op af værdikæden, producere med en højere værdi og skabe større overskud.

Imidlertid anskuer mange kritikere af globale leverandørkæder ikke arbejdsvilkår i forhold til lokale alternativer, men snarere mod standarder i de mere udviklede lande, som de er tilknyttet. For eksempel opfatter de landmanden, der tager et arbejde på en eksporterende fabrik i Phnom Penh i Cambodia, som et eksempel på et offer. Han kunne dog også ses som et eksempel på økonomisk og social fremskridt, hvor han bevæger sig fra den uformelle sektor over i den formelle, med dertilhørende rettigheder samt muligheder. Og sådan er fremstillinger ofte præget af øjnene der ser – eller vil se.

Læs også: Danskere kender ikke til samarbejde mellem NGO'er og virksomheder

Mere fra Christine

Christine Jøker Lohmann

Chief Policy Advisor, DI

Christine Jøker Lohmann is Chief Policy Adviser at the Confederation of Danish Industry since 2009. She provides Danish companies with advisory concerning CSR trends, laws and practices in the framework of ILO, EU, UN and OECD guidelines. In addition, Ms. Lohmann conducts CSR training on issues such as human rights, anti-corruption and whistleblowing policies, and have worked with the Cambodi…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere