USA vil opsamle CO2 inden for det næste årti
Amerikanerne sigter nu efter at have teknologien klar til at opsamle og lagre CO2 fra landets kulkraftværker inden kalenderen siger 2020, lyder meldingen fra energiministeren.
Inden for det næste årti håber den amerikanske regering at have udviklet den teknologi, der i manges øjne er essentiel, for at kunne imødekomme kravene om kraftige reduceringer i landets CO2-udledning. Teknologien det drejer sig om hedder CCS, carbon capture and storage, og gør det muligt at opsamle og lagre CO2 fra både nye og eksisterende kulkraftværker. Tidsplanen på de 10 år er udlagt af energiminister Steven Chu, og holdes den ambitiøse plan vil amerikanerne overhale EU, der ellers hidtil har været mest aggressive i jagten på at indsamle CO2.
Chus plan er, at have 10 til 12 demonstrationsprojekter klar i 2016, som så igen vil kunne være klar til kommerciel udbredelse i 2019. Den europæiske plan gik oprindeligt på at kunne fremvise 10-12 demonstrationsværker i 2015, men den tidsplan ser ikke ud til at holde, og færre projekter ser ud til at støtte fra EU.
Ifølge Steven Chu vil den amerikanske regering investere 4 mia. dollars (ca. 20 mia. kr.) i CCS, sideløbende med de 7 mia. dollars (omkring 35 mia. kr.) der ventes at komme fra den private sektor. Desuden håber energiministeren på, at en ny energi- og klimalov vil blive vedtaget inden decembers klimatopmøde i København, hvor han understreger, at man fra amerikansk side meget gerne vil vise, at man møder op med en seriøs indstilling til tingene.
-AK