30.10.2015  |  Samfund

Verdens Bedste Nyheder på Roskilde Festival

Indhold fra partner Hvad er dette?

Roskilde Festival er mere end musik, fest og unges frie udfoldelse. Verdens Bedste Nyheder er med på festivalen og fortæller om verdens bæredygtige fremskridt. På Innovative Partnerskaber d. 8/12 er de moderator for et panel af bæredygtige cases

Du kender sikkert Verdens Bedste Nyheder fra Thises mælkekartoner. Eller du har måske været på Roskilde Festival og læst deres annoncer i festivalavisen Orange Press. Verdens Bedste Nyheder bringer godt nyt på de sociale medier og er synlige i gadebilledet og i S-togene. På halvdagskonferencen - der afholdes i et samarbejde mellem Roskilde Festival og Landbrug & Fødevarer og med CSR LINK som initiativtager og facilitator - er Rikke Rønholt Albertsen moderator for den ene af to sessioner, og den rolle passer projektlederen for internationale partnerskaber som hånd i handske:
 
”Vi bruger konstruktiv journalistik til at skrive nyheder, analyser og historier fra udviklingslandene. Det betyder, at vi fokuserer på fremskridt, potentialer og løsninger, men også at vi belyser udfordringer. Og det er præcis det, der vil være min opgave på konferencen,” siger Rikke Rønholt Albertsen, der på dagen har så forskellige virksomheder som Madkulturen, SuperBrugsen, Naturmælk, Husbryggeriet Jacobsen, ROCKWOOL International og Love Spring i sit panel, men det afskrækker hende ikke, tværtimod: ”Selv om virksomhederne ikke har meget tilfælles, så er der én ting, der binder dem sammen, og det er, at de har indgået i et konstruktivt partnerskab med Roskilde Festival. Det er den historie, jeg gerne vil have dem til at fortælle: hvorfor har de valgt at samarbejde med festivalen, og hvad har det givet dem? De har jo alle brugt partnerskabet til at udvikle eller styrke bæredygtige produkter på den ene eller anden måde, og jeg er sikker på, at der ligger mange vigtige pointer i det, som kan bruges af andre, der ønsker at gå i en bæredygtig retning.”
 
Nye mål bliver en game changer
Verdens Bedste Nyheder har selv et samarbejde med Roskilde Festival, der går mange år tilbage. På dette års festival blev samarbejdet yderligere styrket med penge fra Roskilde Fonden, der står som modtager af overskuddet fra festivalen, og det har i sin essens været en game changer. Organisationen fik nemlig Rising området på festivalen som deres ”legeplads” og var her aktive i Change-projektet, som går ud på at påvirke og involvere de unge. For Verdens Bedste Nyheder betød det at skabe opmærksomhed på FN’s nye bæredygtighedsmål, fortæller Rikke Rønholt Albertsen: ”Vores arbejde hidtil kan siges at være gået på envejskommunikation, hvor vi har hængt plakater op og skrevet artikler. Men med midlerne har vi i år kunnet lave interaktive workshops om, hvad helt almindelige mennesker kan gøre for at forbedre forholdene i verden. Det er noget nyt for os, og en retning vi kommer til at arbejde mere i. Det nye ved Verdensmålene er, at de ikke kun gælder for dem, der bor i ’de varme lande’. De gælder for, og kommer til at påvirke, os alle.”
 
Noget af materialet, der blev udviklet under festivalen, bruges stadigvæk og kommer nu til gavn for andre organisationer, oplyser Rikke Rønholt Albertsen: ”På festivalen fik vi udviklet visuelle værktøjer som flag og roll-ups, og dem kan vi bruge i lang tid fremover. Andre organisationer, for eksempel Udenrigsministeriet, har også lånt materialerne. Og det er vi glade for, for vi – og festivalen - vil gerne have, at samarbejdet ikke bare stopper med festivalen, men kommer bredere ud. Derfor er vi meget aktive for at trække andre organisationer med ind i samarbejdet, og flere ungdomsorganisationer er kommet med eller er på vej til det.”
 
Ligesom materialet lever længere end festivalen, strækker det gensidige samarbejde mellem de to organisationer sig, til efter det sidste telt er taget ned. I september hjalp medarbejdere fra Roskilde Festival således med at dele Verdens Bedste Nyheders avis ud ved deres morgenfest på Københavns rådhusplads, og til næste års folkemøde på Bornholm er det ligeledes planen, at de to skal indgå i et parløb om en aktivitet.
 
Formålet med halvdagskonferencen d. 8. december er med omdrejningspunkt i de mange innovative partnerskaber under Roskilde Festival at få en åben erfaringsudveksling om potentialerne ved at samarbejde på tværs af virksomheder, NGO’er og videncentre. Alle, som ønsker at bryde med vante tankemåder og se sig selv i nye samarbejder, er velkomne til at møde op og lade sig inspirere og motivere til nye samfundsnyttige initiativer og partnerskaber.
 
Dagens andet panel har deltagelse af CBS, Grundfos Fonden, Tuborg, Hansen Is, Det Runde Bord og Dropbucket. Moderatoren for det panel er Kitte Wagner, direktør i Askov Fonden. Arrangementet finder sted på det historiske Axelborg i hjertet af København.

Læs mere om dagen og tilmelding på www.csr-link.dk.

Tags: CSR LINK

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere