Verdens første svanemærkede engangsartikler til fødevarer

For første gang nogensinde er det nu muligt at vælge svanemærkede engangsartikler. Det er virksomheden Greenway, der har fået svanemærket et større udvalg af engangsartikler. Produkterne lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav.

De svanemærkede engangsartikler fra Greenway er produceret af palmeblade..

Den dansk-norske virksomhed Greenway har netop fået svanemærket et større udvalg af engangsartikler fra serien Naturesse. De svanemærkede engangsartikler er produceret af palmeblade – og er bl.a. biologisk nedbrydelige og fri for både fluorstoffer og ftalater.

Hos Miljømærkning Danmark glæder man sig over den første licens på området:  

”Det er altid glædeligt, når den første virksomhed inden for en produktområde får licens til Svanemærket eller EU-Blomsten. I dette tilfælde er glæden ekstra stor, fordi vi har ventet på et gennembrud siden 2012, hvor kriterierne for produktgruppen blev udarbejdet”, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark og fortsætter:

”Der er i øjeblikket stort fokus på skadelige kemikalier i fødevareemballage, fx genbrugspapir, der kan indeholde skadelige stoffer, og fluorstoffer, hvoraf mange er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Derfor er vi glade for at kunne fortælle forbrugere, hoteller og spisesteder, at det nu er blevet muligt at vælge svanemærket engangsservice. De må nemlig hverken indeholde recirkulerede materialer, dvs. genbrugspapir, som kan indeholde kemikalierester, eller skadelige kemikalier som eksempelvis fluorstoffer og ftalater.”

Svanemærkede engangsartikler lever også op til andre skrappe krav. Der er bl.a. stillet krav om en høj andel af fornybare råvarer i produktet for på den måde at mindske klimabelastningen. Der er ligeledes skrappe energikrav til produktionen, og engangsartiklerne skal kunne komposteres eller recirkuleres. Hvis der indgår farvestoffer i produktet, skal disse leve op til særlige krav.

For Greenway er Svanemærket en blåstempling af virksomhedens målrettede miljøarbejde. Her har man nemlig for længst gjort op med, at engangsservice pr. definition belaster miljøet og indeholder sundhedsskadelige stoffer.

”Vores svanemærkede produkter er produceret af palmeblade, som kort fortalt blot er blevet skyllet og derefter presset ved høj temperatur. Det kan næsten ikke blive mere enkelt, og nu har vi med Svanemærket fået det stærkeste bevis for vores miljøindsats,” fortæller Søren Andreassen, direktør i Greenway-Denmark.

Greenway har oplevet en stigende interesse for det officielle nordiske miljømærke blandt deres kunder, der i Norge og Danmark bl.a. tæller catering-grossister, hoteller og detailhandel. Og faktisk kom det første skub mod en svanemærkning fra detailhandlen:

”For nogle år siden gav Coop udtryk for, at vores produkt ville blive endnu mere interessant, hvis det kunne svanemærkes. Vi fik derfor nogle uvildige konsulenter til at undersøge vores produkter. De endte med at konkludere, at vi skulle gå efter at få svanemærket vores produkter, da det ville styrke miljøprofilen yderligere. Vi er glade for nu at kunne dokumentere, at vi lever op til kriterierne – og derfor håber vi naturligvis også, at detailhandlen vil anerkende vores indsats og tage godt imod produkterne,” siger Søren Andreassen fra Greenway-Denmark.  

FAKTA OM SVANEMÆRKEDE ENGANGSARTIKER TIL FØDEVARER:

  • Indeholder en høj andel fornybare råvarer.
  • Lever op til krav om sporbarhed til træ og lignende råvarer samt krav om certificering på råvaren.
  • Er produceret under skrappe krav til energiforbrug.
  • Må ikke være produceret af recirkulerede materialer.
  • Er fri for fluorstoffer, PVC, ftalater og parfume.
  • Lever op til skrappe krav til farvestoffer.
  • Kan komposteres eller recirkuleres. 

KORT OM DE SVANEMÆRKEDE ENGANGSARTIKLER FRA GREENWAY:

  • Produkterne bliver produceret af nedfaldne blade fra Areca nøddepalmen og tilhører serien Naturesse.
  • Produktionsprocessen er meget simpel: De nedfaldne blade samles op og bliver skyllet. Derefter lægges de i et vandbad, inden de bliver presset i facon i en maskine med høj temperatur.
  • Produkterne kan både bruges på bordet, i ovnen, i mikroovn og i fryseren.
  • Efter endt brug leveres bladet tilbage til naturen - da det er 100 % biologisk nedbrydeligt. 

Læs mere om Svanemærket på www.ecolabel.dk. 

Læs mere om Greenway på www.greenway-denmark.dk

16.04.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes

11.04.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Ny byggevareforordning vedtaget - Svanemærket og EU Ecolabel kan fortsat benyttes

08.04.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Greenwashing og greenhushing – tekstilbranchen kæmper med grøn omstilling

26.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital reducerer CO2-belastning på fødevareindkøb med 58 %

18.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Netværk for Miljømærket indkøb Årskonference 2024

07.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Nyt videncenter for grønnere indkøb ser dagens lys