27.04.2016  |  Klima, miljø og energi

Verdens største kulselskab på fallittens rand

Amerikanske Peabody Energy, den største producent af kul på verdensplan, har indgivet konkursbegæring med en gæld på 10 mia. dollars. Trods en nærmest værdiløs aktie insisterer selskabet dog på, at man fortsætter arbejdet.

Kulindustrien verden over er presset. I takt med at vedvarende energi vinder frem og de fossile kilder bliver mere og mere uglesete, er selskaber i både kul-, olie- og gassektoren (med skifergas som undtagelsen, der bekræfter reglen) blevet kastet ud i økonomisk uføre og store finansielle tab.

Læs også: Pensionsselskab skærper sine krav til kulindustrien

Den virkelighed har nu for alvor også indhentet verdens største private producent af kul, amerikanske Peabody Energy, der for nylig måtte indgive en konkursbegæring til de hjemlige myndigheder i form af en såkaldt Chapter 11 Bankruptcy protection, skriver Reuters.

Det er de skarpe fald i kulpriserne, der har gjort Peabody ude af stand til at afdrage på selskabets enorme gæld, der ved indgivelsestidspunktet blev opgjort til 10,1 milliarder dollars (godt 66,5 mia. dkr.). Kombineret med koncernens aktieværdi, der er styrtdykket i årevis, har det fået ledelsen til at tage den ”svære beslutning” om at søge kapitel 11-konkurs.

Sådan formulerer Peabodys topchef, præsident og CEO Glenn Kellow, det i et brev til selskabets 7.100 ansatte, hvor han samtidig understreger, at man ser det som en mulighed for en ”ny start”, og at man i det store hele vil fortsætte produktion og drift (herunder lønudbetalinger) uændret, selvom Wall Street har blokeret handlen med firmaets aktie.

Hårde tider i kulindustrien
Nedturen for Peabody, der sidste år solgte knap 230 mio. ton kul, begyndte i 2011, da man opkøbte det australske selskab Macarthur Coal for $5,1 mia. netop som priserne på metallurgisk kul (til stålproduktion) nåede topniveauet.

Umiddelbart efter opkøbet begyndte både priser og efterspørgsel imidlertid at falde, specielt i Kina, samtidig med at skifergas voksede som konkurrent på hjemmemarkedet og Obamaadministrationens miljøreguleringer oveni gjorde kerneoperationen dyrere.

I løbet af de seneste år har kulselskaber ansvarlige for sammenlagt 45 procent af den amerikanske produktion måttet dreje nøglen om. Den globale investeringsbank JPMorgan Chase vurderer da også, at 2016 ”formentlig vil blive det værste år i amerikansk kuls historie”, og har af samme årsag stoppet sin finansiering af nye kulkraftværker i OECD-landene – en konsekvens af, hvad banken kalder ”kuls nedtur som energikilde”, skriver Information.

Læs også: 52 kulvirksomheder sparket ud af den norske oliefond

Forudsat at retten godkender Peabodys rekonstruktionsplaner, der atypisk for sin slags ikke omfatter en strategi for at barbere den massive gæld ned, melder selskabet ud, at man indtil videre har finansiering på plads til de næste 18 måneder.

-AK

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere