30.01.2018  |  Klima, miljø og energi

Årsmøde i Davos havde ligestilling på dagsordenen

Udover diskussioner om cirkulær økonomi var også ligestilling på dagsordenen til World Economic Forums årlige møde. Et emne, der var større end nogensinde før, vurderer direktør for Women Deliver.

World Economic Forum (WEF) var et godt møde for verdens kvinder, og antallet af kvindelige deltagere var højere end nogensinde.

Derudover fyldte ligestilling mere ved det økonomiske topmøde, end det har gjort før. Sådan lyder vurderingen fra Katja Iversen, direktør for Women Deliver, som har fokus på kvinder og pigers rettigheder:

”Det er gået fra at være et emne, som blev diskuteret udenom mødet, til også at få sine egne events og være på den helt store scene. Det var større end nogensinde før. Vi så Canadas premierminister Trudeau bruge mere end 60 procent af sin tale på at tale om kvinders ligestilling”, siger hun til Børsen.

Justin Trudeau talte ved det årlige møde tirsdag i sidste uge, hvor han blandt andet nævnte MeToo-bevægelsen:

”Eksempelvis er seksuel chikane i virksomheder og i regeringer et systematisk problem, og det er uacceptabelt. Som ledere er vi nødt til at erkende og reagere for at vise, at tiden virkelig er kommet”, sagde han ifølge Reuters.

Læs også: I Island kan man få bøde for manglende ligeløn

Rekord i kvindeligt deltagerantal
Ved WEFs årsmøde samles nogle af verdens mest magtfulde mennesker til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, krig og klimaændringer. I år var cirka 21 procent af deltagerne kvinder – men selvom det er den højeste andel nogensinde, kan tallet godt blive højere, fortæller Katja Iversen, der dog er fortrøstningsfuld i forhold til, at ligestillingen ikke bare blev ved snakken på topmødet:

”Det er vigtigt, at det kommer ned fra bjerget og kommer med ind i forretningerne og politikken. Jeg var til en meget konkret diskussion, hvor der både var præsidenter, vicepræsidenter og virksomhedsledere med. Der blev talt om, at hvis kvinder skal ind på arbejdsmarkedet, skal der være børnepasning og uddannelse til kvinder”, siger hun.

Ifølge McKinsey kan der også være god grund til at investere i kvinder i fremtiden. Således viser en rapport fra 2015, at det årlige bruttonationalprodukt vil stige med 26 procent frem mod 2025, hvis der kommer fuld ligestilling på arbejdsmarkedet.

- EL

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med m…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere