BørneTelefonen havde rekordmange samtaler med børn og unge i 2021

Flere børn og unge end nogensinde før kom igennem til BørneTelefonen i 2021. De frivillige rådgivere havde mere end 55.300 samtaler. Særligt ses en stigning i andelen af samtaler om ensomhed og selvskade, viser nye tal fra Børns Vilkår, som driver BørneTelefonen.

”Jeg er et sted, hvor selvmord ser ud til at være den bedste udvej. Jeg vil finde en måde at stoppe det hele.”

Sådan lød det fra en 13-årig i en af henvendelserne til BørneTelefonen i 2021. Barnet var blandt de mere end 55.300 børn og unge, der kom igennem til en rådgiver.

De rekordmange samtaler skyldes især, at BørneTelefonen har været i stand til at besvare flere henvendelser. I november blev BørneTelefonen døgnåben, og samtidig har Børns Vilkår fået flere frivillige i hele landet, fordi der nu er mulighed for, at frivillige kan rådgive hjemmefra. Dermed kan der svares på flere henvendelser på både telefon, chat, sms og brevkasse.

Gennemsnitsalderen for de børn og unge, der havde samtaler med BørneTelefonen i 2021, er 14,5 år. Det hyppigste emne var forholdet mellem børn og forældre, og samtidig kom ensomhed med i top 10 over de hyppigste henvendelsesårsager.

”Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har været og er afgørende for børnenes trivsel. Inden corona kom, var det forelskelse og kærlighed, der var den hyppigste henvendelsesårsag på BørneTelefonen, men fordi børn har været mere i hjemmet de seneste år, har problemer med trivslen i familien fyldt mere. Vi oplever også, at flere har brug for at tale om ensomhed – mange har svært ved at håndtere den sociale isolation og har oplevet tab af vigtige venskaber” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Alvorlige samtaler om natten
Der ses en væsentlig stigning i andelen af samtaler, der handler om psykisk mistrivsel - fra 20,8 procent i 2020 til 22,8 procent i 2021. Selvmordstanker er den hyppigste henvendelsesårsag i denne kategori med 3.534 samtaler i 2021.

”Vi forventer desværre at se en fortsat stigning af samtaler om selvmordstanker i 2022. BørneTelefonen blev døgnåben i november 2021, og vi kan se i de foreløbige tal, at samtaler om selvmordstanker er hyppigere om natten,” siger Rasmus Kjeldahl.

Som virksomhed er det muligt at støtte BørneTelefonen og dermed sikre, at BørneTelefonen fortsat kan være tilgængelig hele døgnet for alle børn og unge i Danmark, som har brug for en voksen at tale med.

Blandt de virksomheder og fonde, som var med til at sikre, at BørneTelefonen nu er døgnåben, er Circle K, TDC Erhverv, Stryhns Gruppen, Hempel Fonden og Novo Nordisk Fonden.

08.08.2022Børns Vilkår

Sponseret

Børns Vilkår og KAB går sammen om at løfte børns stemmer og rettigheder

05.02.2022Børns Vilkår

Sponseret

BørneTelefonen havde rekordmange samtaler med børn og unge i 2021