17.04.2018  |  Samfund

Case: Det er en stor livsværdi at komme andre til gavn

Indhold fra partner Hvad er dette?

Entreprenør- og Murerfirmaet Aaskoven ApS støtter fast via Røde Kors Erhvervsklub. Indehaveren valgte spontant også at donere 100.000 kroner, da en Røde Kors ambulance blev bombet

Entreprenør- og Murerfirmaet Aaskoven ApS har eksisteret i snart ti år. De første otte som enkeltmandsfirma. Indehaver er Hans Christian Aaskoven, firmaet har tre fastansatte og en række løstansatte, som hyres ind, når der er travlt. Virksomheden har adresse i Assens på Fyn. De løser store og små opgaver for private og erhverv, alt fra udskiftning af en revnet badeværelsesflise til store opgaver som for eksempel husbyggeri fra bunden, nye badeværelser, staldprojekter og ridehuse.

Hvorfor er din virksomhed medlem af Erhvervsklubben?
Vi har valgt at blive medlem af Røde Kors Erhvervsklub for at støtte Røde Kors arbejde på en bedre og mere langsigtet måde. Det er dem, der kommer først og som er størst. De har den største kraft inden for det humanitære område, og det er den organisation, der batter.

Jeg er hjemmefra opflasket med, at man skal samle ind for Røde Kors, og jeg har som privatperson samlet ind hver oktober i mange år. Når det nu også går godt for mit firma, har jeg haft lyst til også at støtte Erhvervsklubben. Som firma kan du støtte med et meget større beløb, du kan trække det fra i skat og trække det på din reklamekonto. På den måde rækker pengene længere.

Hvad betyder det for jer at støtte Røde Kors arbejde?
Det betyder, at jeg ikke føler mig så magtesløs. At jeg kan være med til at gøre noget. Netop fordi Røde Kors er den største og stærkeste humanitære organisation i verden, tror jeg, at vi opnår at være med til at gøre den største forskel med det beløb, vi støtter med.

I støttede generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarls Facebookindsamling til Syrien med 100.000 kroner. Hvorfor gjorde I det?
Min kone og jeg har fulgt med, hvor vildt det går for sig i Ghouta. Vi har fire børn på 2,3,8 og 9 år, og for os blev det mere og mere sindssygt med de børn, der render rundt med blod i hovedet i ruinerne. Da de bombede en Røde Kors ambulance og totalsmadrede den, oplevede jeg, at tingene var faldet så dybt, som de kunne.

Jeg tænkte, at jeg ikke bare kunne sidde og kigge på vores opsparing i firmaet, nu ville jeg gøre noget. Jeg følger Anders Ladekarl på Facebook, og jeg skrev til ham med det samme, da han startede indsamlingen. Min kone og jeg indså, at vi faktisk var i stand til at gøre en konkret forskel i samarbejde med Røde Kors.
Vi valgte at støtte med et beløb svarende til, hvad det ville koste at fremskaffe en ambulance, eller hvad det ville koste at udstyre en ambulance med livreddende udstyr. Der gik 10 minutter, så var pengene overført. Det samarbejde er jeg meget stolt af, fordi det er en stor livsværdi for mig at komme andre til gavn.

Hvilken betydning har det i forhold til jeres kunder?
Selvom det er oppe i tiden, at firmaer udadtil skal vise, at de også tager et ansvar, så er det ikke sådan, at jeg går og bryster mig af, at jeg giver penge til velgørenhed. Men jeg har bevidst valgt at vise mit medlemskab i min mailsignatur. Vi er jo nogle fandens karle i byggebranchen, og vi taler ikke så meget om følelser – så det her er en lidt neddæmpet måde at vise mit humanitære engagement på.

Det er vigtigt for mig at vise mine værdier til andre. Det handler om, når du skal gøre regnskabet op, så skal du ikke kun have arbejdet 80 timer om ugen og tjent en masse penge. Du skal også have gjort noget godt for andre. Det tror jeg, at der er andre, der spotter, når de ser min mailsignatur. Det giver sympati, og det smitter. Jeg har i hvert fald set, at nogle af mine samarbejdspartnere er fuldt efter.

Hvilken betydning har det i forhold til jeres medarbejdere?
Det betyder, at de er klar over, at en del af min profit ikke kun går til mig. Og at jeg som arbejdsgiver og som firma har værdier, der er noget andet en kroner og ører. Jeg håber, at det fremmer arbejdsglæden og giver os et bedre arbejdsmiljø.

Hvad bruger I jeres diplom/logo til?
Diplomet hænger fremme, men det har ikke den store funktion i forhold til kunder, fordi de fleste af mine møder foregår væk fra kontoret. Til gengæld bruger jeg logoet til min mailsignatur.

Medlem af Røde Kors Erhvervsklub siden 2015

Donerer fast 5000 kr. til Røde Kors om året.

Denne artikel er en del af temaet I fokus: CSR i SMV'er

Mere fra Røde Kors

Røde Kors

https://www.rodekors.dk/

Erhvervsklub for SMV’erSamarbejdet er simpelt: I yder en årlig donation til vores arbejde. I vælger selv, hvornår og hvor meget I vil engageres.Vi tilbyder jer at indgå i Erhvervsklubben, der er stort netværk af mange forskellige grene af erhvervslivet, der alle støtter op om Røde Kors' humanitære arbejde.I får en medlemspakke med digitalt diplom, printklart diplom, mailsignatur og PP mæ…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere