God ledelse mindsker bureaukratisk bøvl
En dygtig leder kan få de ansatte til at forstå meningen med regler og procedurer. Dermed bliver behovet for at fjerne regler mindre, viser en ny rapport fra KORA.
Overholdelse af aktiveringsregler i jobcentret, elevplaner i folkeskolen og pædagogiske læreplaner i vuggestuen. Kritikken af de tidskrævende bureaukratiske systemer er velkendt. Men en ny rapport fra KORA dokumenterer nu, at ledelsen har afgørende betydning for, om medarbejderne oplever, at der er unødigt bureaukrati på deres arbejdsplads.
-En leder, der har fokus på at kommunikere visioner og anskue problemer på nye måder, mindsker oplevelsen af unødigt bureaukrati blandt medarbejderne - selv om reglerne er de samme. Den gode leder gør det nemlig tydeligt for medarbejderne, hvad formålet er med de regler og procedurer, de arbejder med, siger programleder i KORA, Ulf Hjelmar, som er en af forskerne bag rapporten.
Mindre hierarki hjælper også
Rapporten fra KORA, som er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejdere på beskæftigelsesområdet og i den centrale administration i fire kommuner, viser også, at medarbejderne oplever, at der er mindre unødigt bureaukrati, hvis der er mindre hierarki på arbejdspladsen.
- Hvis de ansatte skal henvende sig til en overordnet med småting, så oplever de, at bureaukratiet er mere omfattende. På arbejdspladser, hvor man har en høj grad af selvbestemmelse i arbejdet, oplever medarbejderne langt mindre unødigt bureaukrati, siger Lene Holm Pedersen, som er professor på CBS og tilknyttet KORA som forskningsleder.
Ledelse som redskab
Hidtil har afbureaukratiseringsindsatsen mest handlet om at fjerne de bøvlede regler. Men rapporten fra KORA peger på, at en nærværende, visionær og aktiv ledelse både kan reducere de ansattes oplevelse af unødigt bureaukrati og højne deres motivation i arbejdet - uden at man behøver at fjerne reglerne.
- Medarbejdere, som oplever meget unødigt bureaukrati, er mindre motiverede i det daglige arbejde. De synes, at arbejdsopgaverne er kedelige, og de glæder sig ikke til at tage på arbejde om morgenen. Her kan det have en positiv virkning på medarbejderes motivation, hvis de oplever, at det unødige bureaukrati mindskes, siger Ulf Hjelmar fra KORA.
FAKTA om KORA-rapporten
- Rapporten er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejdere i fire kommuner: Holstebro Kommune, Kolding Kommune, Roskilde Kommune og Viborg Kommune.
- De fire kommuner har alle søgt om at blive frikommuner, og de har selv meldt sig til at deltage i KORAs undersøgelse. Der er således ikke tale om et repræsentativt udvalg af landets kommuner.
- Der indgår to medarbejdergrupper: Medarbejdere fra beskæftigelsesområdet og medarbejdere fra den centrale kommunale administration. De to medarbejdergrupper er udvalgt, da der netop på disse områder er en forventning om at finde en vis grad af unødigt bureaukrati.
- I alt 1087 medarbejdere har deltaget i undersøgelsen. Svarprocenten i spørgeskemaundersøgelsen er 56 %.
- Rapporten "Det unødige bureaukrati - sammenhænge med motivation, innovation og organisatoriske forhold" kan findes på www.kora.dk