Hofor åbner miljøvenligt vandværk
Forsyningsselskabet Hofor åbner et nyt, miljøvenligt vandværk, der minimerer vandforbruget ved at genbruge skyllevand.
Hovedstadsområdets forsyningsselskab Hofor er snart klar til at åbne et miljøvenligt vandværk i Marbjerg ved Roskilde. Det nye anlæg minimerer både vand- og energiforbruget, fortæller Jacob Christensen, projektchef i Hofor.
Læs også: Hofor vælger træflis som brændselskilde
For Hofor har det været vigtigt at skabe et bæredygtigt vandværk, som ikke belaster miljøet unødigt. Ved valg af pumper og andre energidrevne maskiner er der derfor lagt vægt på at vælge de mest energiøkonomiske modeller, så energiforbruget og dermed udledning af CO2 minimeres, siger Jacob Christensen.
Vandforbruget på værket minimeres ved at genbruge spildprodukter i form af skyllevand fra filtreringsprocessen samt ved at opkoncentrere slam fra processen.
Hofor forventer også at etablere solceller ved værket, der skal producere dele af den strøm, der er nødvendig for at drive pumper og anlæg.
Læs også: Hofor har overtaget Amagerværket
Vandværket, der skal forsyne 120.000 borgere i otte kommuner, bliver et af Danmarks største og kan levere 4,8 millioner kubikmeter vand årligt. Det nye vandværk erstatter det 80 år gamle vandværk Værket ved Marbjerg og indvies den 10. marts.
-SSM