Kaffefirma i Bjæverskov skaber jobs for blinde og svagsynede

Blind Coffee er en ny socialøkonomisk virksomhed i Bjæverskov, der forhandler kaffe og skaber jobs for mennesker med synshandicap. Borgmester i Køge, Marie Stærke og Marianne Vind, der er europaparlamentsmedlem valgt på Sjælland, besøger virksomheden for at blive klogere på, hvordan man skaber plads til mennesker med handicap på arbejdsmarkedet.

Allerede som barn fik Gökhan Koyuncu konstateret øjensygdommen Retinitis Pigmentosa, og i dag har han kun mellem 1 og 2 procent af synet tilbage. Han har mødt en del modstand på arbejdsmarkedet, som han mener ved for lidt om, hvor meget mennesker med et synshandicap kan. Derfor har Gökhan Koyuncu nu taget sagen i egen hånd og startet den socialøkonomiske virksomhed Blind Coffee.

Kaffe handler om at dufte og smage
Virksomheden sælger kaffe og samarbejder med et mikroristeri i Bjæverskov. Og det er ikke tilfældigt, at det er kaffe, som Gökhan Koyuncu har kastet sig over. Det var vigtigt for ham, at starte en virksomhed, hvor synet var underordnet.

“Når jeg vurderer nuancerne og aromaerne i en kaffe er det ikke mit syn, jeg bruger. Det er min lugtesans og mine smagsløg. Det er uhyre vigtigt, for det betyder, at Blind Coffee både kan sælge god kaffe og skabe jobs for mennesker med et synshandicap,” siger Gökhan Koyuncu.

Blind Coffee ansætter svagsynede og blinde konsulenter over hele landet, som tager ud og sælger kaffe til kunderne. Gökhan Koyuncu mener, at det er med til at vise verden, at mennesker med et synshandicap også kan være værdifulde medarbejdere.

Politikere på besøg for at hente inspiration
Virksomheder som Blind Coffee er der brug for mange flere af. Det mener politikeren Marianne Vind, som både sidder i Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg og handicapgruppe. Sammen med Marie Stærke, der er borgmester i Køge, besøger hun virksomheden for at hente inspiration.

“Der er rekordhøj beskæftigelse i Danmark, og virksomhederne skriger på mere arbejdskraft. Men samtidig er der utroligt mange mennesker med et synshandicap, som ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet. Derfor er der hårdt brug for, at langt flere virksomheder gør som Blind Coffee og skaber plads til mennesker med handicap," siger Marianne Vind

26.02.2024Blind Coffee

Sponseret

Pressemeddelelse fra Blind Coffee og GladTeknik

19.02.2024Blind Coffee

Sponseret

Bliv klædt på til ”S” i din ESG-rapportering

22.09.2022Blind Coffee

Sponseret

Kaffefirma i Bjæverskov skaber jobs for blinde og svagsynede

18.11.2021Blind Coffee

Sponseret

En god kop kaffe skaber jobs til mennesker med synshandicap