Nu kan industrien forvandle giftigt spildevand til rent vand
Tirsdag var en mærkedag for industrivirksomheder verden over. Det var nemlig dagen, hvor Aquarden Technologies i Skævinge i Nordsjælland indviede et nyt højteknologisk spildevandsanlæg, Waterox, efter 10 års intensivt udviklingsarbejde.
Der er tale om et anlæg, der fuldstændigt kan destruere problematiske stoffer i spildevand fra industrien direkte ved kilden. Anlægget er det første af sin slags i Danmark og ét af de første i verden, der kan omdanne miljøfarligt industrispildevand til helt rent vand. Waterox-anlægget anvender en såkaldt superkritisk proces til at rense spildevand med fx hormoner, opløsningsmidler og olier. Teknologien henvender sig til farmaceutisk og kemisk/biokemisk industri samt hospitaler og lossepladser.
- Med indvielsen af Waterox-anlægget har 10 års intensiv udvikling båret frugt. Det nye system forvandler giftige organiske komponenter i spildevand til ufarlige stoffer. Det rensede vand kan ledes direkte ud i naturen eller genbruges som procesvand. Derudover udnytter vi varmen fra processen optimalt, så vi ofte ender med at fremvise et positivt energiregnskab, siger Zhuoyan Cai, grundlægger og direktør, Aquarden Technologies ApS.
Dermed har industrivirksomheder verden over adgang til en højteknologisk løsning, som kommer til at løse nogle af samfundets store miljøudfordringer. Aquarden Technologies forventer, at det nye anlæg vil ændre den måde, virksomheder kommer til at håndtere deres problematiske spildevand på.
Første kunde
- Allerede under indvielsen kunne vi afsløre navnet på den første kunde, som er Alfa Laval Nakskov, og vi er i løbende dialog med flere potentielle kunder, der alle viser stor interesse for vores nye anlæg, siger Zhuoyan Cai.
Grundlægger fra Singapore
Zhuoyan Cai stammer fra Singapore. Han er 34 år og uddannet elektroingeniør i USA. Han kom til Danmark i 2005 og grundlagde samme år Aquarden Technologies, der i udviklingsfasen har været finansieret af private midler.
Zhuoyan Cai købte patentet på SCWO-anlægget og begyndte at kommercialisere løsningen. (SCWO = Supercritical Water Oxidation). Han valgte at blive i Danmark, da arbejdskraften er højtuddannet, og Danmark er et foregangsland for grøn teknologi.
Mere info fås hos hos marketingchef Christine Qvistorff på telefon 61 31 66 66 eller email cq@aquarden.com
Om Aquarden
Aquarden Technologies ApS har igennem en årrække udviklet et nyskabende on-site system, der fuldstændigt renser industrispildevand for svært nedbrydelige og miljøfarlige stoffer. Aquardens filosofi er at tilbyde bæredygtige løsninger, der reducerer omkostninger og sætter nye standarder for behandling af spildevand. Virksomheden beskæftiger i dag 14 medarbejdere, men vil snart tælle yderligere 2-3 ansatte.