Nyt tag designet til cirkulær økonomi
Climate Cover integrerer solceller og ventilation i en enkel løsning - designet til adskillelse
Climate Cover er et helt nyt tag- og facadesystem, der er designet til adskillelse. Samtidig er det et flot og enkelt tag med integrerede solceller og ventilation - helt uden brug af taghætter.
Det nye tagsystem bliver produceret af det nordjyske firma, Komproment. Taget er udviklet med støtte fra statens Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, og der står en række designere, arkitekter, ingeniører og branchefolk bag. Heriblandt er Vugge til Vugge, som er hovedarkitekt bag idéen om at designe systemet til adskillelse og genanvendelse.
Styret af cirkulære tanker
"Tankerne om cirkulær økonomi har i høj grad styret processen i projektet, og det er virkelig lykkedes rigtig godt. Ikke alene er det en smart løsning, der integrerer en udnyttelse af solens energi. Det er også en løsning, der sikrer optimale muligheder for genanvendelse på sigt," siger CEO Annette Hastrup fra Vugge til Vugge.
Når tagsystemet kan skilles ad, er det lettere at renovere og bygge om til anden anvendelse. Alle dele vil desuden kunne indgå i et teknisk eller biologisk kredsløb og genanvendes igen og igen. Dermed bevarer man de ressourcer, der bruges til at producere taget, til eftertiden.
Forberedt til C2C certificering
Det kræver naturligvis, at materialerne er sunde og uskadelige. Vugge til Vugge har derfor lavet en forundersøgelse af materialerne og har vurderet tagsystemets potentiale for en Cradle to Cradle certificering.
Læs også: Lettere at få Cradle to Cradle certifikat
"Det ser meget lovende ud, og det er også planen at gå i gang med en egentlig certificering i løbet af 2016," siger Annette Hastrup.
De mange udviklingspartnerne bag Climate Cover er: Komproment, Designit, Vugge til Vugge, A plus B, Cenergia, Vedvarende Energi, Solarplan, Foreningen Bæredygtige Byer og Bygninger samt Ecovent.
Læs mere om Climate Cover på Vugge til Vugges hjemmeside.