Organisationer: Hoteller skal blive bedre til at bekæmpe madspild
Der er plads til forbedring, når det kommer til madspild i hotelbranchen. Derfor opfordrer tre amerikanske organisationer nu hotelkæder verden over til at engagere sig i kampen mod madspild ved blandt andet at benytte sig af fødevaredonation.
Hos World Wildlife Fund (WWF), Rockefeller Foundation og American Hotel & Lodging Associtation (AHLA) vil man gerne mindske madspild i hotelbranchen. Derfor har de tre organisationer udviklet et værktøj med strategier, der kan hjælpe folk i branchen godt på vej.
Værktøjet er udviklet på baggrund af projekt, hvor man i en 12-ugers periode har testet 10 hoteller i USA og deres strategier i kampen mod madspild, herunder planlægning af menuer, uddannelse af personale og større kundeengagement. Her viste undersøgelsen, at alle hoteller reducerede deres madspild med mindst 10 procent, og i flere tilfælde lykkes det hotellerne at sænke fødevareomkostningerne med tre procent eller mere.
Læs også: Scandic indgår samarbejde med Too Good To Go
Værktøjssættet deler centrale findings og vejledende principper og giver idéer til, hvordan man kan tackle madspild i hotelbranchen. Derudover skal værktøjet hjælpe med at understrege værdien af regelmæssige træningsprogrammer og samtidig rådgive om, hvordan man samler og deler data med henblik på at forbedre virksomhedens præstation.
Hoteller skal måle på mængden af affald
Undersøgelsen viste også, at man kan opnå større succes med teamsamarbejde, når ejeren af hotellet også er engageret i projektet:
"Projektet har blandt andet vist, at hotellets personale kan etablere nye tilgange til at mindske madspild, hvilket også reducerer tilberedning og bortskaffelse af levnedsmidler. Derudover giver samarbejde med og ledelse af sektorer os mulighed for at gennemføre forebyggelsesstrategier og løse problemer hurtigere”, siger Pete Pearson, adm. direktør af Food Waste hos WWF.
For at branchen kan leve op til FN's bæredygtighedsmål opfordrer WWF og AHLA samtlige hoteller til at måle på mængden af madaffald og samtidig udvikle strategier for fødevaredonation og partnerskaber for fødevareinddrivelse og ikke mindst sikre, at uspiselig mad omdirigeres fra lossepladserne:
Læs også: "Forretningsmodellen skal vendes om, hvis vi skal bekæmpe madspild seriøst"
"Hotelbranchen er mere engageret end nogensinde før i kampen mod at reducere madspild. Resultaterne fra vores test er særdeles positive, og vi er glade for at kunne dele vores værktøjer med resten af industrien”, siger Kathrerine Lugar, adm. direktør for AHLA.
For meget mad går til spilde
Den gennemsnitlige husstand i USA bruger cirka 10.000 – 12.500 kroner om året på mad, der aldrig bliver spist, mens virksomheder, producenter og folk i landbruget samlet set bruger 468 milliarder kroner:
”På verdensplan går der for meget god mad til spilde frem for at blive givet til sultne maver. Derfor forsøger vi at udnytte virksomhedernes magt til at vende denne kedelige tendens”, siger Devon Klatell, associeret direktør i Rockerfeller Foundation, og fortsætter:
"Dette projekt har blandt andet lært os, at man også kan tilpasse madspilds-idéen til andre industrier end blot hotelbranchen. Samtidig har vi erfaret, at implementering af dokumenterede strategier for reduktion af madspild kan høste store fordele for virksomheder, der gerne vil spare penge og drive en bæredygtig forretning."
- EL