Sænk ambitionsniveauet for CSR rapportering

Danske virksomheder smides ud - eller er på vej til at blive smidt ud - af FN’s Global Compact (GC), fordi de ikke har efterlevet reglerne for medlemskabet.

Danske virksomheder smides ud - eller er på vej til at blive smidt ud - af FN’s Global Compact (GC), fordi de ikke har efterlevet reglerne for medlemskabet.  Og alt for få af de virksomheder, som ved lov er pålagt at oplyse om deres arbejde med samfundsansvar (CSR), gør det faktisk.

Dette står i skarp kontrast til ambitionerne hos Rådet for Samfundsansvar om, at hver anden virksomhed i 2015 skal have en CSR strategi (i dag er det hver tredje). I 2015 er målet, at 500 danske virksomheder er med i GC (i dag er tallet 242).

Nogle vil hævde, at den ringe succes skyldes den økonomiske krise, hvor virksomhederne har rigeligt at gøre med at sikre den løbende indtjening. Argumentet holder bare ikke.

Hvis man ser på lande som Norge og Tyskland, som begge har klaret sig ganske pænt gennem krisen, så er deres virksomheder ikke mere begejstrede for GC end de danske virksomheder. Danmark har lige nu 242 medlemmer af GC, hvoraf 33 har fået påklistret et gult advarselsskilt, som betyder, at de er ”non-communicating” – at de ikke har rapporteret i henhold til GC’s tidsfrister og regler. For Norge er tallene 64/11. For Tyskland 215/28. Tallene afslører, at de danske virksomheder faktisk ligger flot i feltet. 

Ikke desto mindre er mange af de virksomheder, som henvender sig til mig, tøvende over for at kaste sig ud i opgaven med at systematisere og kommunikere deres CSR arbejde – de er bange for, at det vil blive for tung en administrativ byrde. Nogle er også bekymrede for, om det giver bagslag, hvis man ikke er ”perfekt” i sin CSR rapportering og -kommunikation. De kan ikke overskue at skulle leve op til de krav, som stilles til et medlemskab af GC.

Ikke to virksomheder er ens, så der er naturligvis behov for individuel rådgivning. For større virksomheder, som opererer internationalt og måske har underleverandører i lande, der har problemer med menneskerettigheder, børnearbejde, korruption og grundlæggende miljøhensyn, så vil det være en rigtig god ide at tilmelde sig GC, fordi GC er globalt kendt og anerkendt.

For de fleste andre virksomheder kan mindre sagtens gøre det. Man kan vælge at skele til elementerne i GC, så man er sikker på, at man ikke rammer helt skævt i sin CSR rapportering. Eller man kan formulere og kommunikere sin helt egen politik og strategi på CSR området. Måske findes den allerede i virksomheden, uden at den er beskrevet med de formelle CSR briller på. Måske kan den med enkle tiltag udvikles yderligere.

Det vigtigste er, at man som privat virksomhed er parat til 100 % ærligt at vise sit samfundsansvar i ordets bedste forstand. Indsatsen bliver ikke nødvendigvis bedre af, at man overholder nogle af FN fastsatte formalia. Hvis man sørger for at holde benene på jorden og kommunikerer sin CSR indsats i øjenhøjde med kunder, medarbejdere og øvrige interessenter, så vil det blive bemærket på den positive måde – og hurtigt kunne ses på bundlinien.

Sænk ambitionsniveauet for CSR rapportering

28.11.2013csr-konsulenten.dk

Sponseret