Solcelleanlæg er en gevinst for samfund og virksomheder
Den offentlige debat om VE har i lang tid være præget af historier om PSO-afgifter, støttesatser til private solcelleanlæg og manglende provenu i statskassen. Imens har virkeligheden overhalet debatten.
Den offentlige debat om VE har i lang tid være præget af historier om PSO-afgifter, støttesatser til private solcelleanlæg og manglende provenu i statskassen. Imens har virkeligheden overhalet debatten. Priserne på solcellepaneler er støt faldet, og har nu nået et niveau, hvor solcelleanlæg udgør en reel gevinst for både det danske samfund og vores erhvervsliv. Vel at mærke uden behov for støtteordninger.
Grundet store prisfald på solcellepaneler ligger kostprisen på en egenproduceret kWh ca. 20-40 % under den pris virksomheder betaler for distribueret el. Da virksomheder har et højt elforbrug i dagtimerne, hvor solcelleanlæg producerer mest, kan de derfor opnå betydelige økonomiske gevinster ved at etablere solcelleanlæg.
Der er tale om en lavrisiko investering, da krystallinske solceller er blevet en anerkendt teknologi og flere større leverandører, som blandt andre Gaia Solar, tilbyder at garanterer et fast antal kWh over en årrække. Derved fjernes den tekniske og finansielle usikkerhed. Lever anlægget ikke op til det lovede, suppleres der med yderligere paneler, indtil den garanterede el-produktion er nået.
Især virksomheder indenfor procesindustrien og liberale erhverv, med et stort og jævnt elforbrug, kan opnå høje fortjenester på solcelleanlæg. Forrentningen af investeringen er ikke baseret på salg af overskydende el til en forventet tarif og der er derfor ingen risiko for at komme i klemme i skiftende solcellelovgivning og varierende støttesatser.
Ud fra et samfundsperspektiv bidrager solcelleanlæg til at nedbringe CO2-udledningen. Da virksomheder i forvejen betaler få afgifter på distribueret el, sker reduktionen uden at statskassen går glip af et større afgiftsprovenu. Solcelleteknologien har således bevæget sig fra at være klassens frække dreng til en rentabel og sikker investering.