Aura Energi - Nyt østjysk energiselskab
Det nye energiselskab ser dagens lys 1. juni. Aura Energi er navnet på energiselskabet med dybe rødder i den østjyske muld.
Det er de mangeårige samarbejdspartnere Brabrand El-selskab, Galten Elværk, Viby El-værk, Østjysk Energi og det fælles datterselskab Lokalenergi, der ruster sig til fremtidens udfordringer ved at gå sammen i et nyt fælles energiselskab.
Store muligheder
Aura Energi får 280 medarbejdere og en egenkapital på 2,6 mia. kr. Selskabet vil også fremover arbejde indenfor områderne el-net, el-handel, energirådgivning, fibernet og entreprise/installation, og der vil være aktiviteter og kundebetjening på alle de fusionerede selskabers nuværende adresser.
-Fusionen giver styrke til at gennemføre nødvendige og fornuftige investeringer i fremtiden, og det er vigtigt, fordi fremtidens konkurrence og myndighedskrav bliver større end nogensinde. Vi står nu klar til at skabe et stærkt og fremtidssikret energiselskab med branchens bedste kundeservice som det helt centrale omdrejningspunkt, fortæller formand for den kommende bestyrelse, Allan Werk.
-Vi kan spare penge ved at sammenlægge de fire selskaber, men nok så interessant er det, at vores forarbejde har afdækket et stort vækstpotentiale. En øget omsætning vil styrke selskabets position som en betydelig arbejdsgiver i Østjylland, slutter Allan Werk.
Aura Energi
Aura betyder lysskær på latin, og definerer den energi, der omgiver mennesker. Aura signalerer varme, menneskelighed og nærvær. Det understøtter vores ambition om at levere branchens bedste kundebetjening.
Billedtekst:
De fire bestyrelsesformænd for de fusionerede elselskaber samt den kommende direktion:
Fra venstre: Adm. direktør Carsten Höegh Christiansen, Lars Broni, Brabrand El-selskab, kommerciel direktør Thorkild Videbæk, Christian Johansen, Galten Elværk, Claus Ørnbjerg Christensen, Viby El-værk, økonomidirektør Flemming Høj Hansen, samt Allan Werk fra Østjysk Energi.