BESTSELLER investerer i ny bæredygtighedspioner
Udtjent tøj skal ikke kasseres for blot at slutte sin livscyklus på genbrugspladsen. Udfordringen? Teknologien, der kan sørge for en cirkulær tøjproduktion, er kun netop i gang med at blive udviklet. BESTSELLER investerer derfor nu igen i innovation.
Mens BESTSELLER sidste år accelererede antallet af investeringer i bæredygtig innovation, fortsætter 2022 i samme tempo. I dag annonceres det, at det danske modehus gennem sin investeringsarm Invest FWD, har foretaget en ny bæredygtighedsinvestering i amerikanske Ambercycle.
Udtjent tøj skal ikke kasseres for blot at slutte sin livscyklus på genbrugspladsen. Det er der bred enighed om både i og udenfor modeindustrien. Udfordringen? Teknologien, der kan sørge for en cirkulær tøjproduktion, er kun netop i gang med at blive udviklet.
Flere innovative virksomheder er dog fuldt beskæftiget med at skabe fremtidens løsninger – og det er også tilfældet for BESTSELLERs nyeste investering, Ambercycle.
I Ambercycles nyligt afsluttede Series A finansieringsrunde på godt 21 millioner USD, deltager også KIRKBI, Temasek, H&M og Zalando. Investeringen bidrager til BESTSELLERs ultimative vision om at blive ’circular by design’.
”Når tøj ikke længere kan hverken bruges eller genbruges, vil vi gerne sikre os, at tøjet ikke ender som affald,” siger Camilla Skjønning Jørgensen, BESTSELLER’s Sustainable Materials & Innovation Manager.
”Det skal tværtimod omdannes til en ressource med størst mulig værdi. Ambercycle deler denne overbevisning og har specialiseret sig i at genanvende polyester – en tekstilfiber, som normalvis er afhængig af fossil olie. At de understøtter dette nødvendige systemskifte, som også vi arbejder for, gør dem meget interessante som samarbejdspartner.”
Uundgåelig overgang
I løbet af 2021 har BESTSELLERs investeringsarm for bæredygtig mode, Invest FWD, landet aftaler med fire innovative selskaber. Først i den finske innovator Infinited Fiber Company efterfulgt af yderligere investeringer i Circular Systems, Nature Coatings og Evrnu – alle tre baseret i USA.
Ambercycle har udviklet en proces for brugte polyestertekstiler, hvor fibrene adskilles på molekylært niveau og videreforarbejdes, nøjagtigt ligesom jomfrumaterialer.
I løbet af de sidste par år har Ambercycle optimeret sin teknologi via et pilotanlæg i Los Angeles. Med den seneste finansieringsrunde planlægger virksomheden at opskalere produktionen af deres materiale cycora®, som allerede er blevet brugt i flere succesfulde samarbejder.
"Vi bygger et økosystem, hvor materialer kan eksistere i harmoni med mennesker og miljø. Vores banebrydende molekylære regenereringsproces muliggør en klar vision for cirkularitet, hvor mode kan komme og gå i vores liv. Det vil ikke kun forbedre bæredygtighedsniveauet for tøjet i vores garderobe, men bygger en helt ny måde hvorpå vi kan interagere med vores materialer," siger Shay Sethi, Ambercycles medstifter og CEO, og afslutter: "Overgangen til en cirkulær modeindustri er uundgåelig."