Brødrene Dahl og Flexijob – om at skabe værdi og mening

I Silkeborg kommune, nærmere bestemt i Kjellerup, ligger en lille virksomhed som gør en stor forskel. De samarbejder med Brødrene Dahl, Danmarks største grossist for VVS, Vand & Kloak, omkring præfabrikerede bæringsløsninger. Virksomheden hedder Flexijob.

Brødrene Dahl har valgt et samarbejde med Flexijob af flere grunde, fortæller Søren Lisberg Andersen, Salgsdirektør: ”Samarbejdet giver mening for os, fordi Flexijob kan løse en vigtig opgave i produktionen af vores færdige præfabrikerede løsninger til vores kunder. Det sparer tid for kunderne på deres projekter – og giver rigtigt god mening økonomisk for håndværksvirksomhederne: svendene bruge deres faglighed og løse de opgaver, som de er dygtige til.” Søren fortsætter: ”Samtidig giver samarbejdet med Flexijob mening for os, fordi vi har et stort fokus på social bæredygtighed hos Brødrene Dahl og ønsker at tage et ansvar – og det kan vi gennem samarbejdet med Flexijob.”

Flexijob ejes og drives af Nellie, som startede virksomheden i 2019. Nellie er en vaskeægte ildsjæl, som brænder for at kunne give mennesker, som har svært ved at finde et almindeligt fuldtidsjob, en mulighed for at skabe værdi og lave noget der giver mening – i ordnede og ordentlige rammer.

Men det har ikke altid ligget i kortene at Nellie skulle have sin egen social-økonomiske virksomhed.  Nellie blev udlært som køkkenassistent i 1996 og arbejdet i køkkenbranchen, bl.a. på hospital, efterskole, kantine og i en cateringvirksomhed. Men Nellie savnede flere udfordringer. Og et nyt job i Jobkompagniet i kommunen, som ansat i personalekantinen blev vendepunktet. ”Vi havde en eventdag på Jobkompagniet og der foreslog jeg, at vi lavede en udslusningskantine – en mulighed for dem som har været i praktik på Jobkompagniet. Den ide endte med at vi forpagtede en cafe op i medborgerhuset i Silkeborg – folk som benytter medborgerhuset kunne bruge cafeen og der var mulighed for mødeserveringer til møder i medborgerhuset. Og så var det et værksted for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Jeg var der i knap 7 år, og det gav meget mening for mig.” fortæller Nellie.

Ambitionen om Danmarks bedste virksomhed
Derefter blev Nellie ansat i en almindelige personalekantine, men hun savnede at arbejde med mennesker med særlige behov og de mange spændende udfordringer, som det fører med sig – og hun ville skabe noget, baseret på sin erfaringer: ”Jeg ville være selvstændig, jeg ville have DKs bedste virksomhed, for mine medarbejdere og jeg ville lave en social-økonomisk virksomhed.” Så ildsjælen Nellie kom med i et netværk og besøgte en del virksomheder, som lavede noget i retning af det hun forestillede sig hun ville lave. Og i en enkelt af disse virksomheder så Nellie præcis det hun gerne ville skabe: ”Der var en utroligt god stemning, nogle medarbejdere som havde synlige udfordringer, og andre kunne man ikke se på hvorfor de havde et fleksjob. Og personerne, som kørte det, havde bare fat i det rigtige. Så jeg fulgte virksomheden i et par uger Og så sagde jeg til min mand: Det er dét her vi skal!”

Opstarten
Men det var ikke så nemt at starte en ny virksomhed op – der skulle findes lokaler, laves forretningsplaner og meget andet. Men en dag faldt det hele på plads – Nellies mand havde nogle lokaler, som skulle udlejes og en anden udlejer var sprunget fra, så i 2019 startede Flexijob. I oktober blev den første praktikant ansat, som skulle i en 4-ugers praktik. Og så var Nellie stille og roligt i gang: ”I november starter den næste praktikant – en maskinarbejder, som er tilkendt fleksjob – han virker meget interessant og vi har en god kemi, så han siger ja til at starte det her op. Men han har faktisk allerede et andet job, som han har sagt ja til. Så jeg må sige til ham at jeg håber vores veje krydser senere hen på et bedre tidspunkt. Og to dage senere ringer han og spørger om han må komme i praktik hos mig i stedet, for det var ikke det rigtige match med det andet job. Begge medarbejdere har nu haft 1 års jubilæum.”

En bæredygtig virksomhed med mening
Siden er Flexijob stille og roligt vokset – nu er der fem medarbejdere, og selv om covid-19 lige nu har sat en stopper for at få flere ansatte, så har Nellie store planer: ”Lige nu hviler Flexijob ikke i sig selv økonomisk – vi får ikke nogen form for tilskud fra kommunen til virksomheden, så virksomheden skal hvile i sig selv. Det er min ambition at skabe en økonomisk bæredygtig virksomhed, som samtidig giver mening.” Og det med at skabe mening er afgørende: ”Jeg har en Kleinsmed ansat som er i dialyse på niende år – han har i de 9 år gerne ville have et job – så han kunne få indhold i livet. Men han er på sygehuset hver anden dag. Så han kan ikke passe et fuldtidsjob – han kan ikke engang komme på ferie. Men han kan være her to gange om ugen i snart et lille års tid– det har givet ham et helt andet indhold i livet og hans kone siger han er meget gladere.”

Og Nellie ligger stor vægt på at give klare retningslinjer for arbejdsgangen til vores medarbejdere, men endnu større vægt på ordentlige arbejdsvilkår og god stemning: ”Jeg har få men gode retningslinjer, bl.a. har alle medarbejdere tavshedspligt omkring andre kollegaers udfordringer og privatliv. Alle skal tage hensyn og sige tingene på en ordentligt måde – men man må ikke udstille nogen eller hænge nogen ud. Og så har jeg fokus på at have en høj grad af åbenhed og snak om udfordringer medarbejderne imellem.”

Kort sagt: Vi hjælper og støtter hinanden i Flexijob.

Fremtiden
Om fremtiden for Flexijob og samarbejdet med Brødrene Dahl fortæller Nellie: ”Samarbejdet er rigtigt godt, men jeg håber på mange flere opgaver. De opgaver vi laver giver så meget mening - det er ikke noget en udlært svend nødvendigvis skal lave – det er noget alle kan lave – både ufaglærte og helt unge mennesker. Så jeg ser samarbejdet som en stor gevinst for alle: Flexijob, Brødrene Dahl og de andre firmaerne, som køber produkterne. Det er vigtigt at vi tager hånd om fleksjobberne, for det kan være os alle sammen som havner der – de har også brug for at være en del af arbejdsmarkedet – og lave noget som giver mening. Fleksjobbere er jo også mennesker og i mange tilfælde er det faglært uddannede, f.eks. sygeplejersker, som har arbejdet hele livet og er nedslidte, en maskinarbejder med dårligt ryg eller mennesker som er gået ned med stress.” slutter Nellie.

06.03.2024Brdr. Dahl A/S

Sponseret

Klima-workshop til alle medarbejdere

06.02.2024Brdr. Dahl A/S

Sponseret

Elever er et stærkt bidrag i jagten på arbejdskraft

01.02.2024Brdr. Dahl A/S

Sponseret

Ny CEO vil rykke Brødrene Dahl endnu tættere på kunderne

26.01.2024Brdr. Dahl A/S

Sponseret

Brødrene Dahl introducerer VOTEC-rørkoblinger

24.01.2024Brdr. Dahl A/S

Sponseret

Klare fordele ved at skifte til digitale vandmålere

23.01.2024Brdr. Dahl A/S

Sponseret

Kloakmessen - det perfekte udstillingsvindue for Brødrene Dahl