CABI-evaluering: Tværfaglig indsats får sygefraværet ned
Tre sønderjyske kommuner og en række sønderjyske virksomheder har fået sygefraværet t ned gennem sygefraværssamtaler og fokus på sundhedsfremme på arbejdspladsen, viser en evaluering fra CABI.
Opkvalificering af medarbejdere så de bliver bedre til at håndtere sygefravær og en tværfaglig indsats giver pote. Det viser Projektcenter Sønderjyllands initiativ ”Sygefravær og sundhed på arbejdspladsen”, hvor Haderslev, Tønder og Aabenraa Kommune samt en række sønderjyske virksomheder har arbejdet med at få styr på sygefraværet.
Ifølge CABI (Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats), som har evalueret projektet, mener 9,1 procent af de deltagende virksomheder og kommunale afdelinger, at aktiviteterne i projektet har betydet lavere sygefravær på arbejdspladsen. Derudover melder 15,5 procent, at projektet har fremmet sygemeldtes tilbagevenden til arbejdsmarkedet, mens 94 procent af deltagerne siger, de er tilfredse med projektet.
Projektet kørte fra 2008 til 2010 og helt konkret har målet været at samle sagsbehandlere og jobkonsulenter, ledere og HR-konsulenter fra virksomheder, a-kasser, faglige organisationer og læger i en fælles tværfaglig indsats.
I projektet har der været en række opkvalificeringskurser for alle projektets målgrupper, netværksmøder mellem jobcentermedarbejdere og faglige organisationer. Derudover har deltagerne fået værktøjer til at måle sygefraværet, til at udarbejde en stresspolitik samt til at holde en sygefraværssamtale.
”Sygefravær og sundhed på arbejdspladsen” blev desuden støttet af Den Europæiske Socialfond og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Projektcenter Sønderjylland lukkede ved udgangen af 2010.
- MS