Egmont Fonden opfylder anbragte børns drømme
Egmont Fonden støtter anbragte børn og unge i Danmark med 750.000 kr. til Børnenes IT-Fond og Børnehjælpsdagens Drømmebank
En tur til Grønland, en gravsten til en afdød forælder og en bærbar computer. Det er bare nogle af de ønsker og drømme, som hundredvis af anbragte børn og unge gennem tiden har fået opfyldt af Børnenes IT-Fond og Drømmebanken, der begge hører under hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen.
Nu går Egmont Fonden ind i arbejdet for at give de 15.000 anbragte børn og unge i Danmark oplevelser og værktøjer, der kan styrke deres selvværd og være med til at udvikle deres kompetencer.
En oplagt partner
I løbet af 2013 støtter Egmont Fonden igennem programmet En Håndsrækning Drømmebanken med 250.000 kr. og Børnenes IT-Fond med 500.000 kr.
"I Egmont Fonden arbejder vi for et godt liv for børn og unge. Anbragte børns trivsel og læring har vores særlige fokus i disse år. Derfor er Børnehjælpsdagen en oplagt partner for os i arbejdet med at sikre, at vores penge bliver uddelt til glæde og gavn for en af samfundets mest sårbare børnegrupper," siger Susanne Dahl, projektleder i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration.
Et vendepunkt i livet
Som anbragt barn eller ung er de økonomiske ressourcer ofte så små, at der ikke er penge til oplevelser, fornøjelser eller andre af de ting, som er en selvfølge for de fleste børn i traditionelle familier.
Samtidig kæmper mange anbragte børn med et lavt selvværd og mange klarer sig dårligt i skolen.
En succesoplevelse eller den rette håndsrækning kan være med til at vende udviklingen for den enkelte:
Mange af disse børn og unge har en hård og svær hverdag. De fleste af dem bærer på en form for omsorgssvigt, og tiltroen til andre og dem selv er ofte meget lille. Derfor har det en afgørende betydning for det enkelte barns trivsel og udvikling, at de får nogle oplevelser og værktøjer, der ellers ikke ville være tilgængelige for dem, fortæller projektleder i Børnehjælpsdagen, Rikke Engskov Enslev, og fortsætter:
En computer kan give et barn bedre forudsætninger for at gennemføre en uddannelse, og opfyldelsen af en drøm, kan være det, der giver barnet gejsten og selvtilliden til at lykkes i livet.
Børnehjælpsdagen regner med at uddele 700 bærbare computere og opfylde 50 drømme i løbet af 2013.
Fakta om Egmont Fonden:
- Egmont Fonden prioriterer støtte til sårbare børn og unge i Danmark.
- Fonden fokuserer særligt på projekter, der forbedrer børn og unges evne til at håndtere livskriser samt projekter, der fremmer børn og unges lyst til læring.
- I alt investerer Egmont Fonden i 2013 72,3 mio. kr. i projekter til fordel for børn og unge i Danmark.
- Læs mere her.
Kort om Børnenes IT-Fond:
- Børnenes IT-Fond blev etableret i foråret 2011 af Børnerådet, ITBranchen, IDG og Børnehjælpsdagen.
- Formålet er at give de anbragte unge bedre forudsætninger for at klare sig i det pulserende IT-samfund.
- En undersøgelse foretaget af Børnehjælpsdagen i 2011 viser, at blot hvert tredje anbragte barn har sin egen computer. Til sammenligning har 73 procent af alle 10-12-årige børn deres egen computer.
Kort om Drømmebanken:
- Drømmebankens formål, er at give anbragte børn og unge ekstraordinære oplevelser og opfylde drømme, som ellers ville være uopnåelige uden hjælp udefra.
- Ønsker i Drømmebanken kan både være personlige eller til fordel for en hel institution.
- Alle anbragte børn og unge kan sende et ønske ind til Børnehjælpsdagens Drømmebank.
Læs mere om Børnehjælpsdagen på www.bhd.dk