Eksporten af dansk energiteknologi har rundet 50 milliarder kroner
Den danske eksport af energiteknologi steg sidste år endnu engang og rundede milepælen 50 milliarder kroner. Det viser nye tal fra Klima og Energiministeriet samt Energi Industrien, skriver Børsen.
Salget af energiteknologi steg med otte procent fra 2006 til 2007, og dermed er eksporten inden for disse varer steget fire gange så meget som den øvrige eksport, hvor der blot kan noteres en vækst på to procent. Tallene viser, at det ikke bare er et postulat, når vi siger, at det er et af vores mest voksende eksportområder. Det er en ganske markant vækst - også på trods af at nogle aktiviteter på det her område jo flytter ud af Danmark, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) til Børsen. Energi Industriens direktør, Anders Stouge, glæder sig ligeledes over tallene blandt andet fordi energiteknologien på den måde er med til at holde den samlede danske eksport i gang i en tid med nedadgående konjunktur og dårlig stemning på eksportmarkedet. Han advarer dog samtidig om ikke at hvile på laurbærrene.