Energihåndværkere øger omsætningen med 29%
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at håndværkere med en særlig uddannelse inden for energiområdet har øget deres omsætning med 29 % sammenlignet med traditionelle håndværkere.
Initiativet Grøn Erhvervsvækst har bevist, at det betaler sig at uddanne håndværkere i at bygge og renovere energieffektivt. Håndværkere i Kolding, Middelfart og Odense Kommune har gennemgået en særlig uddannelse og har efterfølgende fået et diplom på, at de nu er Energihåndværkere. Det har øget deres omsætning med 29 % til forskel fra andre håndværkere i landet, hvor billedet er status quo.
Grøn Erhvervsvækst er fra årsskiftet blevet en del af klyngen Lean Energy Cluster. Grøn Erhvervsvækst fokuserer på at efteruddanne energihåndværkere og lave aktiviteter, der hjælper boligejere med at styre deres energiforbrug. Foreløbig har de skabt 165 nye jobs og en gevinst til samfundet på 38,5 mio. kr. i det en lang række håndværkere er job frem for at være ledige.
Det er ingen hemmelighed, at det er godt for samfundet at have folk i arbejde. Vi er dog meget overrasket over, at den positive effekt er så stor. Det kommer vores partnere til gavn, og det nye samarbejde med Lean Energy Cluster vil sikre, at vi bliver en del af nye innovationsprojekter og får styrket vores netværk gennem arrangementer og
match-making, siger Projektchef Lotte Lindgaard Andersen.
Hver håndværker giver samfundet 233.700 kr.
De 165 årsjobs svarer til 110 mio. kr. i meromsætning for virksomhederne. Hertil kommer 38,5 mio. kroner i positiv samfundseffekt. Det vil sige, at hver af de håndværkere, der får nyt arbejde til 275.000 kr., skaber positive dønninger i samfundet for 233.700 kr. Pengene kommer i form af sparede dagpenge og tjent indkomstskat.
Resultatet er overordentligt positivt, og det viser helt klart, at det giver mening at offentlige og private aktører går sammen om en fælles sag som denne nemlig at skabe grøn erhvervsvækst, siger Bent Jensen Mouboe, Miljøchef i Kolding Kommune.
Indsatsen har sat gang i energirenoveringsopgaver i syv syddanske kommuner. Fremover vil langt flere kommuner i hele Danmark få mulighed for at være med, da Lean Energy Cluster er en national cleantech klynge.