Hvordan kan strategisk CSR styrke forretningen for små og mellemstore virksomheder?
På CSR Awards 2014 holder Dansk Standard, Deloitte Sustainability og Erhvervsstyrelsen en workshop for små og mellemstore virksomheder. Vi har spurgt dem, hvorfor lige netop den målgruppe er vigtig.
Hvorfor er det vigtigt at sætte særligt fokus på små og mellemstore virksomheder?
Små og mellemstore virksomheder udgør 98 procent af alle danske virksomheder. Der er et enormt potentiale i at få disse virksomheder til at tage CSR-dagsordenen til sig. Det har en samfundsmæssig værdi, når virksomheder skaber rum til udsatte grupper på arbejdspladsen, udvikler en ny bæredygtig løsning eller går i dialog med sine leverandører om at forbedre arbejdsforholdene. Samtidigt skaber det værdi for virksomheden, der bliver mere strategisk, får stolte og engagerede medarbejdere, lever op til nye kundekrav og får adgang til nye markeder.
Hvad er de største CSR-udfordringer for små og mellemstore virksomheder?
En af de største udfordringer er helt klart at finde ressourcerne til arbejdet, især tiden. Små og mellemstore virksomheder har sjældent en særskilt afdeling for f.eks. miljø, arbejdsmiljø og CSR. Tværtimod er det kendetegnende, at det er én person eller en lille gruppe af personer, som lige skal klare arbejdet med CSR parallelt med andre arbejdsopgaver.
Hvad er jeres bedste råd til små og mellemstore virksomheder, der gerne vil arbejde med CSR?
Kom i gang nu. Gå i dialog med jeres medarbejdere, kunder og leverandører og find ud af, hvad der er vigtigt for jer. Vælg få, men væsentlige problematikker og lav en realistisk plan. Brug gerne andre virksomheder som sparringspartnere, søg evt. fælles rådgivning og gør brug af de mange værktøjer, som findes på området f.eks. websites, håndbøger, standarder mv.
Interview med Peter Engel, chefkonsulent i Dansk Standard, Sofie Pedersen, Fuldmægtig i Erhvervsstyrelsen og Bahare Haghshenas, Senior Manager i Deloitte Sustainability.
Foto: Ole Mortensen