Indeklima så det kan mærkes
Et godt indeklima betragtes i stigende grad som en vigtig del af CSR-strategien, men det er besværligt at dokumentere indsatsen via mærkningsordninger, mener flere eksperter på området.
Et minimumskrav til steder, hvor mennesker arbejder og lever, er et indeklima, hvor materialerne ikke skaber allergiske reaktioner. Af samme grund er mærkning efterspurgt. Men mærkningsordningerne er mange og svære at gennemskue for både producenter og kunder. Og der findes ikke noget enkelt indeklimamærke, som dækker det hele.
De potentielt største kemiske påvirkninger i indeklimaet kommer fra gulvbelægning, møbler og vægge, ganske enkelt fordi overfladerne er store, og afdampningen af flygtige stoffer (VOCer) derfor kan være stor.
Der findes europæiske mærkningsordninger for de fleste produkter i vores indeklima, selvom flertallet er frivillige uden noget stempel fra nationale eller internationale myndigheder. I de fleste tilfælde handler det altså om, hvilke mærker markedet accepterer, og mange hælder til nationale mærkningsordninger. Producenter kan derfor få påtvunget store udgifter til mærkning, fordi hvert nyt marked kræver et nyt mærke også selvom andre landes mærkningsordninger er lige så gode eller måske bedre. I realiteten betyder det, at producenter må afskrive en del markeder, fordi det ganske enkelt ikke betaler sig. Sådan lyder det fra Reinhard Oppl fra Eurofins, som er verdens største udbyder af rådgivning og test af produkter og dækker de fleste europæiske lande, herunder Danmark.
Om standardtestmetode for det samlede indeklima
Det, man går efter i tests, er en lang liste af flygtige stoffer, såkaldte VOC’er, samt formaldehyd. I næsten alle mærkningsordninger bruger man en metode, hvor man simulerer de omgivelser, hvor produktet skal anvendes. Herefter sætter man ventilation på. Indsugningsluften renses, så der er sikkerhed for, at stofferne ikke kommer udefra, og udblæsningsluften opsamles i et kammer, hvor man kan måle mængden af de forskellige stoffer. Testen foretages efter tre dage og igen efter 28 dage.
Kilde: Eurofins
Store forskelle
Ifølge Reinhard Oppl er der store forskelle på, hvor skrappe krav mærkningsordningerne stiller altså hvilke mængder af formaldehyd samt afdampning fra blandt andet imprægneringsmidler, lim og fugemasse, man tillader.
Den tyske mærkningsordning, GUT, er langt den største, når det handler om gulvtæpper, som findes i de fleste storrumskontorer. Det er også GUT, som stiller nogle af de hårdeste krav, men ifølge Reinhard Oppl har Frankrig på det seneste strammet gevaldigt op.
Dansk Indeklimamærkning skiller sig dog ud. Deres krav er ikke hårdere, men de har en særlig lugttest, hvor man tester materialer for eksempel gulvtæpper enkeltvis. Det er helt specielt for Dansk Indeklimamærkning og siger egentlig ikke meget om, hvor farlige stofferne er, men lugt kan være væsentlig for almindeligt velvære, siger han. Han peger dog på, at det som regel ikke er muligt at teste produkter alene. Som eksempel nævner han, at stofferne fra for eksempel gulvtæpper, lim og fugemasse vil virke sammen, så man ikke får et reelt indtryk af lugten, hvis man tester materialerne alene.
Læs også: Mærker er en kæmpe markedsføringsudgift
Alt hvad der i øvrigt vedrører gulve det vil sige andre gulvtyper, spartel, fugemasse, lim og lak med mere, er dækket af den såkaldte EMI-code samt af Svanen og Blomsten, som også dækker maling. Blomsten dækker også gulvtæpper.
Danskere vil have Dansk Indeklimamærkning
Ifølge Thomas Witterseh fra Dansk Indeklima Mærkning tester man i princippet alle produkter, der bruges indendørs gulve, tæpper, møbler og så videre. Spartelmasse er dog for øjeblikket ikke på programmet, mens lim er på vej.
Vi stiller krav om dokumentation for afgasning af formaldehyd, andre aldehyder samt VOCer, og prøvningsmetoden er den samme som andre steder. Vi bruger en tærskelværdi for slimhindeirrritation, oplyser han.
Dansk Indeklima Mærkning skiller sig dog ud ved sin lugttest samt ved at man tester produkterne enkeltvis. Til Eurofins bemærkning om, at man ikke kan teste produkterne hver for sig, siger Thomas Witterseh: Både ja og nej. Jeg vil ikke sige, at man ikke kan gøre det, men det er rigtigt, at materialerne kan påvirke hinanden, men hvis man ikke kan afprøve dem enkeltvis, er man bundet til en bestemt kombination af materialer.
Thomas Witterseh oplyser, at man for øjeblikket arbejder på en fælleseuropæisk mærkningsordning. En ny rapport er netop færdiggjort. Blandt deltagerne har været det tyske AgBB, det franske ANSES, det finske M1 og Dansk Indeklima Mærkning. Også Storbritannien har været involveret, selvom man i dag ikke har nogen mærkningsordning.
Den tyske og franske mærkningsordninger er, hvad prøvningsmetode angår identisk, men bedømmelseskriterierne er forskellige. Hvad angår den fremtidige metode vil den komme til at ligne den tyske, og være baseret på en ny prøvningsstandard, som skal bruges i forbindelse med CE-mærkning.
Tanken er, at ét europæisk mærke i fremtiden skal være kendt og anerkendt på alle markeder, slutter Thomas Witterseh.
Indeklimamærke er en nødløsning
Er indeklimamærker nødvendige? Nej, mener Tine Due Hansen fra Miljømærkning Danmark i hvert fald ikke, hvis materialerne er mærket med Blomsten eller Svanen. Ifølge hende er især møbler et problem på grund af afdampningen af formalin.
Der kan være tilfælde, hvor produkter med Svanen eller EU-Blomsten ikke kan fås, og så er Dansk Indeklimamærkning bedre end ingenting. De har et mere snævert fokus, så mærkningsprocessen er ikke så omfattende. Derfor er det nemmere at opnå et indeklimamærke end et miljømærke. Miljømærkerne tager jo også hensyn til miljøpåvirkning og energiforbrug ved fremstilling og bortskaffelse. Indeklimamærkerne kan godt kaldes en nødløsning, siger hun.
