Midt i klimaforandringerne

Af Lotte Juul Martini og Mette Noppenau, Råstof Kbh

Nogle år regner det stort set ikke. Og når regnen så endelig kommer, kan den være så voldsom at huse, veje og markernes afgrøder bliver skyllet væk. Klimaet i Sahelregionen, der omkranser Sahara-ørkenen i det nordlige Afrika, er et af verdens mest barske. Udsvingene i mængden af sol, regn og vind er så store, at befolkningens stædige evne til hurtigt at tilpasse sig de skiftende vejrforhold er altafgørende for, om de kan overleve. Og netop denne tilpasningsevne hos Sahelbefolkningen kan måske inspirere resten af verden til at finde løsninger på, hvordan vi i fremtiden lever med et mere ekstremt vejr som følge af den globale opvarmning.

Den danske antropolog og phd-studerende ved Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet, Jonas Østergaard Nielsen, flyttede i efteråret ind hos Rimaiibe-stammen i landsbyen Biidi i Burkina Faso tæt på grænsen til Niger. Her boede han i et halvt år i en lerklinet hytte. Arbejdede sammen med landsbyens beboere på markerne, spiste hirsegrød til aftensmad sammen med de andre unge mænd og deltog i landsbyens sociale arrangementer.
”Formålet med feltarbejdet var at afdække, hvordan befolkningen i Sahelregionen har tilpasset sig de klimaforandringer, de har været igennem og de konsekvenser disse tilpasninger har haft for deres daglige liv,” fortæller Jonas Østergaard Nielsen.

Høsten slår fejl
Burkina Faso er netop nu nummer to på listen over verdens fattigste lande kun overgået af Sierra Leone, og indbyggerne i Burkina Fasos nordlige del, der grænser op til Sahara, er blandt landets absolut fattigste. Naturen omkring landsbyen Biidi er tør savanne, som i regntiden fra juni til september bliver sået til med lokale afgrøder, hovedsagelig hirse, der har en kort modningsperiode. De befolkningsgrupper, der ikke traditionelt opfatter sig selv som bønder, opdrætter i stedet kvæg, som de vandrer rundt med for at finde de bedste græsningsområder.

”I den nordlige del af Burkina Faso er det ikke længere muligt – selv ikke for storbønderne – at leve af afkastet fra markerne i mere end syv-otte måneder om året. Derfor er det livsvigtigt, at familierne spreder deres indkomstgrundlag, så de har mulighed for at købe mad, når hirsen er sluppet op,” siger Jonas Østergaard Nielsen.

Og det er nærmere reglen end undtagelsen, at hirsehøsten slår fejl, så omstillingsparathed er et afgørende kodeord for Sahels befolkning, hvis de vil overleve. Gennem interviews med forskellige generationer af både kvinder og mænd i landsbyen har Jonas Østergaard Nielsen forsøgt at skabe sig et overblik over, hvilke metoder befolkningen har brugt.
”Rigtig mange unge mænd rejser til Elfenbenskysten om vinteren for at arbejde. Landsbyen, jeg boede i, har et lille hus dernede, hvor mændene bor, mens de arbejder med at bære varer til og fra markedet,” forklarer Jonas Østergaard Nielsen.

Flere hundredetusinde unge burkinske mænd, rejser hvert år til Elfenbenskysten for at tjene penge til deres familier. Ulempen ved denne overlevelsesstrategi er, at der ind imellem er politisk uro i Elfenbenskysten, og blusser det op igen, så forsvinder muligheden for at tjene penge. De unge mænd er altså afhængige af politisk stabilitet i et andet land.

”Opdræt af kvæg er en anden metode, som lokalbefolkningen benytter sig af. Som sådan er det ikke noget nyt, at der bliver opdrættet og solgt kvæg i Sahel-regionen, men for eksempelvis Rimaiibe-stammen, som jeg boede hos, er kvægavl blevet mere udbredt,” siger antropologen.

Også kvinderne er kommet på banen, og ved hjælp af mikrolån og ansættelser i udviklingsprojekter i området tjener mange af dem nu også penge til husholdningen.

”Det er helt afgørende at familierne spreder deres indkomstmuligheder på forskellige områder. For hvis de kun satser på at dyrke hirse og høsten så slår fejl, så er de virkelig på den,” siger Jonas Østergaard Nielsen.

Frygter regnen helt forsvinder
Men selvom voldsomme udsving ikke er et nyt fænomen i Sahelregionen, så tyder meget på, at de menneskeskabte drivhusgassers effekt på klimaet også kommer til at ramme den i forvejen hårdt prøvede Sahel-befolkning.

”Vejret er selvfølgelig et vigtigt samtaleemne heroppe, og selvom man ikke snakker om den globale opvarmning og CO2-udslip, så taler befolkningen alligevel om før og efter. Før var inden 1973, hvor området blev ramt af en alvorlig hungersnød på grund af ekstrem tørke. Siden har klimaet ifølge de lokale ikke været det samme, og de frygter, at regnen engang helt bliver væk,” fortæller antropologen.

Fordi befolkningen i Burkina Faso altid har været vant til store udsving i klimaet, er de meget omstillingsparate, og det giver nogle oplagte muligheder for at bruge den allerede eksisterende viden hos lokalbefolkningerne til på globalt plan at tilpasse sig et klima, der i fremtiden bliver endnu mere ekstremt.

”Løsningsmodellerne er nok meget forskellige fra region til region i verden, men nordburkinernes omstillingsparathed er altafgørende for deres overlevelse. Det skal dog nævnes, at de også er utroligt sårbare overfor pludselige ændringer. Hvis eksempelvis vejen til markedet skyller væk i regntiden, eller der opstår krig i Elfenbenskysten, så forsvinder deres indkomstgrundlag,” siger Jonas Østergaard Nielsen, der foreslår en stabil infrastruktur og uddannelse som nogle af redskaberne til at hjælpe befolkningerne i verdens mest klima-sårbare egne.

De fattigste rammest hårdest
Som selvstændig miljøkonsulent bosat i Burkina Faso har danske Kim Raben gennemført et indledende studie i kortlægning af klimaindsatsen i landet for den danske ambassade i Burkina Faso for at sikre, at det fattige land i fremtiden kan klare endnu hårdere modstand fra klimaet.

”Der findes desværre ingen entydige scenarier for klimaændringerne i Burkina Faso endnu. De forskellige klimamodeller, der findes for Vestafrika, er meget lidt sammenfaldende, og derfor er det svært at reagere på konsekvenser af den globale opvarmning. Foreløbigt er der kun enighed om, at vejret bliver mere ekstremt og at temperaturen stiger,” forklarer Kim Raben.

Danidas overordnede målsætning med udviklingsstøtten til Burkina Faso er at reducere fattigdommen, og netop fattigdomsreduktion kan gøre befolkningen mere omstillingsparat og modstandsdygtig overfor konsekvenserne af fremtidens klimaforandringer. Samtidig skal Danidas arbejde i landet også klimasikres, så arbejdet ikke er spildt, når vejrforholdene ændrer sig.

Det kan eksempelvis ske ved, at man borer vandbrøndene så dybe, at en eventuel ændring i vandspejlet ikke betyder, at brøndene er tørlagte om ti år. Men fordi det er den fattigste del af befolkningen, der er mest sårbare overfor ændringer i levevilkårene, kan ændringer i klimaet få konsekvenser på mange forskellige områder.

”Hvis en familie ikke længere kan leve af udbyttet fra markerne på grund af tørke, bliver børnene måske taget ud af skolen, fordi de skal hjælpe med at tjene penge. Og hvis temperaturforholdene ændrer sig, kan truslen fra vand- og luftbårne sygdomme øges. Derfor skal de indirekte følger af et ændret klima også tages alvorligt og forebygges,” forklarer miljøkonsulenten.

Selvom man endnu ikke med sikkerhed ved, hvordan den globale opvarmning kommer til at påvirke Burkina Faso og Sahelregionen, så er tørke et problem, man ikke kommer udenom. I det nordlige Burkina Faso fordamper den bagende sol tre gange så meget vand fra jorden på et år, som det regner. Det betyder, at jorden bliver bagt hård som cement, og derfor er meget svær at plante afgrøder i. Når det endelig regner, kan vandet ikke trænge ned i den hårde jord og skaber i stedet ødelæggende oversvømmelser. Vandet trækker det øverste næringsholdige jordlag med sig – fænomenet kaldes erosion – og gør vilkårene for bønderne meget svære.

Genplanter ubrugelige områder
Men heldigvis findes der forskellige metoder til at omgå konsekvenserne af det barske klima, og den regionale chef for miljøministeriet, Mohamed Ag-Litni, har taget Miljø Horisont med ud i Wabsuia-skoven uden for byen Kaya få kilometer syd for grænsen til Sahelregionen, for at vise en succeshistorie frem. Med støtte fra Danida er et stykke ødelagt skov nemlig blevet genplantet. Skoven er en del af et projekt, hvor miljøministeriet og Danida samarbejder om at lære ni lokale skovgrupper at drive skovene bæredygtigt.

”Inden vi gik i gang med dette projekt, var her ingenting. Området var helt ødelagt af afskovning og begyndende ørkenspredning og kunne ikke bruges til noget,” siger Mohamed Ag-Litni og peger ud på skoven, der set med danske briller ser både vissen, tynd og bleg ud.

Omkring 80 procent af landets energiforbrug kommer fra træ, og skovene er derfor særdeles vigtige. Men afskovning som følge af vækst i befolkningen, erosion og tørke truer skovene.

Mohamed Ag-Litni vurderer, at omkring 24 procent af skovene i området siden 1994 har forvandlet sig til ubrugelige ørkenområder på grund af afskovning og klimaforandringer. I samarbejde med Danida er omkring fem procent af skovene siden år 2000 blevet genetableret med bæredygtig drift.

Det foregår på den måde, at der ved hjælp af en maskine bliver gravet huller i den stenhårde jord, hvor træer i lokale sorter bliver plantet. Maskinen graver også en halvmåneformet fordybning ved siden af træets stamme, så noget af vandet fra regntidens regnskyl bliver liggende og langsomt kan trænge ned i jorden. Hvert af de ni skovområder er delt op i 20 parceller, så skovgruppen kun beskærer træer til brænde i en parcel hvert år.

Og træplantningen har haft flere positive sidegevinster. De lokale bønders kvæg spiser græsset, der vokser i skyggen fra træerne, og betaler tilbage med kokasser, der er vigtig gødning for træerne, fortæller Mohamed Ag-Litni. Også de engagerede kvinder i skovgrupperne har fået en gevinst. Indimellem brændetræerne er der nemlig også plantet forskellige lokale træsorter, der giver bær og specielle frugter, som kvinderne sælger på markedet, og som sikrer dem en indtægt, hvis hirsehøsten slår fejl. Det betyder en reduktion i fattigdommen, og på den måde bekæmper projektet konsekvenserne af klimaforandringerne fra to forskellige fronter.

Denne artikel er skrevet med støtte fra Danidas oplysningsfond.