Miljømærket denimbrand baner vejen for bæredygtig mode

For bare få år siden vidste kun de færreste forbrugere, at de kunne vælge svanemærket tøj – og udvalget i Danmark var da heller ikke stort. Men i juni 2017 lancerede Henriette Pieszak sine første svanemærkede jeans, og siden da er der sket meget. Både i branchen, blandt forbrugerne og hos Pieszak selv.

I løbet af de seneste år er der kommet øget fokus på bæredygtighed i modebranchen – og med god grund. For ifølge Nordisk Ministerråd udgør tøj og tekstiler det fjerdestørste miljøbelastende forbrugsområde i Europa, kun overgået af bolig, transport og fødevarer. Produktionen af tekstiler kræver nemlig et stort forbrug af både energi, vand, kemikalier og sprøjtemidler. Alle sammen ting, der påvirker både miljø og arbejdsmiljø.

Men én ting er ord og fokus – noget andet er handling. Og for to år siden skete der noget: Pieszak lancerede, som det første danske brand nogensinde, en kollektion med svanemærkede jeans. Den svanemærkede denimkollektion Swan Signature Collection er siden vokset til 15 forskellige styles, som omfatter både jeans, nederdele og jakker.

Derudover har Henriette Pieszak stiftet søsterbrandet Tomorrow, som foruden jeans også indeholder bl.a. denimkjoler og -skjorter. Tomorrow er det eneste brand i verden, som har styles, der er certificeret med både Svanemærket og EU-Blomsten. Og for Henriette Pieszak har miljømærkerne stor betydning: 

”Miljømærkerne er et super vigtigt redskab for os, da de holder os ajour hele tiden i forhold til, hvad der sker, og hvilke krav der stilles til bæredygtighed. Det er en sikkerhed, som gør det nemmere for mig at navigere inden for et område, hvor der hele tiden sker en stor udvikling. Det giver mig en sikkerhed og stolthed at vide, at vores kunder kan købe vores produkter med god samvittighed”, siger Henriette Pieszak.

Ansvarlighed må ikke outsources

Hvor det før i tiden var denim og design, der var de primære drivkræfter for Henriette Pieszak, er bæredygtighed i dag også en væsentlig faktor. For da Henriette Pieszak opdagede, hvordan den industri, hun var en del af, svinede og forurenede, vidste hun, at hun måtte gøre noget:

”Efter mange år i branchen blev jeg mere og mere oplyst om, hvor meget modebranchen og denimindustrien sviner, og hvilke arbejdsforhold der er for de mennesker, der producerer vores tøj. Med den viden var det umuligt for mig at bare lukke øjnene og fortsætte med at producere på den konventionelle måde”, siger hun og fortsætter:

”Jeg drives af den viden og de informationer, jeg hele tiden tilegner mig gennem omverdenen. Med det jeg nu ved, synes jeg ikke, vi har et valg længere. Jeg bliver derfor pushet til at tænke nyt og sikre, at vi producerer på en måde, hvor vi passer på den klode, vi lever på. Vi kan outsource meget, men ansvarligheden må vi aldrig – aldrig – outsource”.

Svanemærkets krav til tekstiler

  • Skrappe krav til produktionen af fibre mindsker miljøbelastningen.
  • Skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer - fx farvestoffer - ved fremstilling, bearbejdning og farvning af bomulden. Det gavner både dem, der bruger tøjet, og dem, der producerer det.
  • Skrappe krav til spildevandsrensning på farverierne.
  • Metaldele - fx lynlåse og knapper - lever op til skrappe krav til tungmetaller, og plastdele må ikke indeholde pftalater.
  • Kvalitetstestet ift. bl.a. krympning og farvernes holdbarhed.
  • Arbejdsforholdene i produktionen skal leve op til internationale bestemmelser (ILO).

Der er stadig vej at gå

Både Pieszak og Tomorrow har for alvor slået sig fast som bæredygtige brands i modebranchen, og flere andre brands har også styrket deres arbejde med bæredygtighed. Men der er stadig vej at gå:

”Til trods for øget opmærksomhed og al den snak om klima og bæredygtighed, er der stadig lang vej at gå. I forhold til detailleddet har butikkerne stadig ikke nok fokus på at repræsentere bæredygtige produkter. Og så vil jeg appellere til, at flere leverandører og underleverandører kan tilbyde materialer, der er fremstillet på en bæredygtig måde, da vi stadig er begrænsede i vores valgmuligheder. Så det er noget, jeg håber meget på, vil ske i de kommende år”, siger Henriette Pieszak.

Siden Pieszak lancerede de første svanemærkede jeans tilbage i 2017, er udvalget af svanemærket tøj vokset, og flere andre brands har også lanceret svanemærket denim. Se oversigten over svanemærket tøj – herunder jeans – her

16.04.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes

11.04.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Ny byggevareforordning vedtaget - Svanemærket og EU Ecolabel kan fortsat benyttes

08.04.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Greenwashing og greenhushing – tekstilbranchen kæmper med grøn omstilling

26.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital reducerer CO2-belastning på fødevareindkøb med 58 %

18.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Netværk for Miljømærket indkøb Årskonference 2024

07.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Nyt videncenter for grønnere indkøb ser dagens lys