P+ ekskluderer alle kulselskaber
Pensionskassen P+ reducerer porteføljens CO2-aftryk ved at frasælge alle kulselskaber i porteføljen, fordi de ikke lever op til pensionskassens nye standarder for ansvarlighed.
I efteråret løftede P+, Pensionskassen for Akademikere sløret for nye standarder for arbejdet med ansvarlige investeringer i pensionskassen. Nu eksekverer P+ på kulselskaber og frasælger derfor alle selskaber i porteføljen, der udvinder kul.
Porteføljen er gennemgået med en tættekam ud fra internationale metoder, værktøjer og definitioner. Det har resulteret i, at P+ frasælger i alt 40 selskaber og fjerner dem fra porteføljen inden udgangen af 2020.
Opfyldelse af medlemsønske
Eksklusionerne af kulselskaberne følger de beslutninger, der blev truffet på pensionskassens generalforsamling i august, hvor et overbevisende flertal af forsamlingen stemte for et medlemsforslag om at frasælge aktier i kulselskaber.
”Eksklusion af alle kulselskaber opfylder det ønske, som en stor del af medlemmerne har, om at deres pension ikke er investeret i udvinding af kul. Vi frasælger kulselskaber nu, og fremadrettet sikrer vi, at vi ikke får kulselskaber ind i vores portefølje,” siger underdirektør i P+ Kirstine Lund Christiansen.
Blandt selskaber, der sælges, er blandt andet de globale mineselskaber BHP og Vale. Den samlede investering i de i alt 40 kulselskaber, som skal sælges, lød på knap 250 millioner kroner. Selvom det er et stort beløb i kroner og øre, udgør frasalget en lille del af den samlede porteføljen på 130 milliarder kroner. Investeringerne, der trækkes ud af de frasolgte kulselskaber, geninvesteres for fortsat at sikre et godt og stabilt afkast for medlemmerne.
Skrappere regler for frasalg i P+
- Automatisk frasalg af selskaber, hvor mere end 5 pct. af omsætningen stammer fra udvinding af kul.
- Konglomerater og selskaber, der udgør mere end 0,05 pct. af aktie-benchmark, vurderes kvalitativt.
- Den kvalitative vurdering har fokus på 1) Hvilke enheder i selskabet der udvinder kul 2) Er der en plan for, at selskabet stopper med at udvinde kul?