Ansvar for arbejdsskader

Her er først syv vigtige huskeregler om arbejdsskader og ansvarsvurdering:

1. En arbejdsskade er enten en skade opstået ved en ulykke eller en sygdom eller lidelse, der skyldes arbejdet, eller de forhold, som arbejdet er foregået under (erhvervssygdom).

2. En arbejdsskade skal anmeldes af arbejdsgiveren til Arbejds­markedets Erhvervssikring (AES), og hvis skaden anerkendes af AES som en dækningsberettiget arbejds­skade efter arbejdsskadesikringsloven (ASL), vil den skadelidte arbejdstager modtage dækning af en række erstatningsposter efter ASL – uanset om arbejdsgiveren er ansvarlig for ulykken eller erhvervs­sygdommen.

3. Der er stor forskel på de erstatningsposter, som dækkes i medfør af ASL, og de erstatnings­poster, som en skadelidt arbejdstager kan kræve af en arbejds­giver, der er erstatningsansvarlig for den skete skade, og som derfor erstattes efter erstatningsansvarsloven (EAL).

4. Forskellen mellem erstatnings­krav dækket af ASL og krav, der dækkes efter EAL, kaldes differencekrav. Et differencekrav kan først rejses af den skadelidte arbejds­tager, når det er afgjort, hvilken erstatning arbejdstageren får efter ASL.

5. Der er ikke sammenhæng eller lighedstegn mellem en arbejds­skade anerkendt af AES og et ansvar for en arbejdsgiver for de krav, som en skadelidt arbejdstager kan opgøre efter EAL. Der er således ikke automatik mellem en anerkendt arbejds­skade, og at arbejdsgiveren er erstatnings­­ansvarlig for differencekrav.

6. En arbejdsgiver er kun erstatningsansvarlig for en arbejdsskade, hvis det kan påvises, at arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende over for den skadelidte arbejdstager, og at denne har fået en skade, som har årsags­sammenhæng med uheldet eller den arbejdssituation, som vedkommende i en periode har været udsat for.

7. På grund af kravet til hjemmel kan en offentlig arbejdsgiver – i modsætning til en privat arbejds­giver – ikke ud fra kulancemæssige syns­punkter betale erstatning til skadelidte arbejdstagere. Der skal foretages en konkret vurdering, og kun hvor det skønnes, at der er et rimeligt grundlag for, at myndigheden er erstatnings­ansvarlig, kan erstatningspligten anerkendes.
 

FYSISKE ARBEJDSSKADER OG ANSVARS­­VURDERING

Det er en myte (eller misforståelse), at der gælder et strengt erstatningsansvar for en arbejdsgiver, hvis en medarbejder kommer til skade på grund af det fysiske arbejdsmiljø.

En gennemgang af mere end 30 års retspraksis viser, at kun hvor der er tale om arbejdsskader opstået ved udførelse af farligt arbejde – altså arbejde, som i sig selv generelt anses som farligt (fx med farlige maskiner) – eller hvis der tidligere er sket et uheld eller et næsten­uheld ved arbejdet, vil arbejdsgiverens ansvar blive vurderet strengere af dom­stolene.

Et afgørende spørgsmål i en arbejds­skadesag er, om arbejdsgiveren eller en medarbejder, som arbejdsgiveren hæfter for, ved sin handlemåde eller undladelse har fraveget et anerkendt eller sædvanligt adfærdsmønster, og dette har forårsaget arbejdsskaden. I givet fald har arbejds­giveren sand­synlig­vis pådraget sig et erstatnings­ansvar.

Om der ved en handlemåde eller en undladelse er handlet ansvarspå­dragende, afhænger i første omgang af, om der konkret er sket en overtrædelse af regler, vejledninger eller retningslinjer for arbejdets udførelse eller arbejdsstedets indretning mv.
 

SÆRLIGT BETYDENDE MOMENTER

For alle andre typer af fysiske arbejds­uheld skal der ske en konkret vurdering af en række momenter, som ofte beskrives som særligt betydende momenter:

Skadelidtes uddannelse – er skade­lidte særligt uddannet (fx ved side­mands­oplæring eller mesterlære) til at udføre arbejdet, skal der mere til at ifalde et ansvar i forhold til en skadelidt, som ikke har gennemgået en særlig uddannelse.

Skadelidtes erfaring/alder – har skade­lidte længere erfaring med ud­førelse af arbejdet, og er skadelidte ikke helt ung, skal der mere til at ifalde et ansvar.
Kompliceret eller ukompliceret arbejdsproces – er arbejdsprocessen kompliceret, taler det mere for at ifalde et ansvar, end hvis arbejds­processen er ukompliceret.

Sædvanlig eller usædvanlig arbejds­proces – er skaden opstået ved en arbejdsproces, som arbejdstageren ofte udfører, taler det mindre for at ifalde et ansvar, end hvis skaden er opstået ved usædvanligt arbejde.

Forventelig eller uforventelig problemstilling opstået ved arbejdet – sker der noget ved udførelsen af arbejdet, der er forventeligt, taler det mindre for at ifalde ansvar, end hvis det, som forårsager arbejdsskaden, er en uforventelig problemstilling.

DIFFERENCEKRAV

Hvis en arbejdsskade anerkendes af AES, vil skaden kunne udløse en række krav efter ASL, hvoraf nogle også kan søges dækket efter EAL. En sådan dækning vil dog alene være relevant, hvis der opstår et differencekrav, eller hvis arbejds­skaden ikke anerkendes af AES, da det lovpligtige forsikrings­system er det primære og derfor skal søges først.
 

ANSVARSVURDERING

Når det konkret skal vurderes, om en arbejdsgiver har givet til­strækkelig instruktion, har ført et tilstrækkeligt tilsyn, har planlagt og tilrettelagt arbejdet hensigtsmæssigt, kan disse særligt betydende momenter bruges som tjekliste for at vurdere, om den offentlige arbejdsgiver har handlet ansvarspådragende i forbindelse med arbejdsskaden.

Hvis denne vurdering leder til, at ansvar ikke kan anerkendes, skal difference­erstatningskravet fra den skadelidte arbejdstager afvises. Viser vurderingen, at erstatningsansvaret skal anerkendes, skal det vurderes, om de rejste erstatnings­krav derimod har årsags­sammen­hæng med skaden, herunder om det skyldes andre for­ud­bestående lidelser hos den skadelidte arbejdstager, at erstatnings­kravet er opgjort som sket. Også ved denne vurdering skal en offentlig arbejdsgiver konkret vurdere, om erstatningskravene er opgjort korrekt.