Bæredygtighed på den liberale dagsorden
Selv om den liberalistiske chefideolog Milton Friedman ville rotere i sin grav, så støtter den danske regering bæredygtigheds-dagsordenen med kommende FN-inspireret lovgivning til virksomhederne. Initiativet virker ikke videre visionært, hvis det blot medfører mere rapportering a la grønne regnskaber. CSR må ikke drukne i papirrapporter!
Erhvervslivets samfundsmæssige ansvar (CSR - corporate social responsibility) har en lang historie. Erhvervsledere som Henry Ford begyndte at debattere emnet i starten af det tyvende århundrede. I 60erne togfænomenet fart med initiativer, publikationer og stiftelse af forskellige organisationer. I dag er virksomheders samfundsansvar en veletableret del af samfundsdebatten med fokus på emner som miljøbeskyttelse og ansvar over for medarbejdere, kunder og leverandører.
Forretningsdrevet samfundsansvar
Der er behov for større samfundsansvar hos erhvervslivet. Hovedsagelig fordi det private erhvervsliv skaber grundlaget for en bedre verden med det afgørende ejerskab af teknologisk udvikling, arbejdspladser, ressourcefordeling og globalisering. Halvdelen af navnene på listen over de 100 største økonomiske systemer i verden er virksomheder. Allerede på 23. pladsen kommer General Motors med en omsætning på omkring 180 mia. dollars. På 24. pladsen kommer Danmark med et BNP på ca. 174 mia. dollars. Lige efter kommer Exxon, Ford, Shell og flere kendte virksomheder. De 200 største koncerner i verden står for omkring 30 pct. af den globale BNP. Erhvervslivet er en af de stærkeste kræfter, der påvirker vores samfund. Humlen i debatten om virksomhedernes samfundsmæssige ansvar er, hvordan denne kraft kan bruges for at gøre verden til et bedre sted.
Forretningsdrevet samfundsansvar kombinerer det idealistiske med positiv økonomisk effekt. For eksempel så mange miljøhensyn som et fordyrende element, og virksomheder henviste til skævvridning af konkurrenceevnen, når talen faldt på nye miljølove. I dag ses samfundshensyn som en selvfølge. Vi har fokus på ledelsens og bestyrelsens etiske ansvar og de juridiske og økonomiske konsekvenser står i kø, hvis en virksomhed træder ved siden af.
Regeringens handlingsplan: Mere rapportering
Skandinavien har en lang tradition for samarbejde mellem den offentlige sektor og virksomhederne. Denne tradition forstås ikke altid i udlandet især i lande med tradition for et antagonistisk forhold mellem staten og den private sektor. Men den skandinaviske model virker fint til svære problemstillinger som større samfundsmæssigt ansvar i erhvervslivet. Det anerkendes bredt, at dette ikke kun er en opgave for det offentlige og heller ikke udelukkende for virksomhederne.
For nylig offentliggjorde regeringen en handlingsplan for større samfundsansvar hos danske virksomheder. Et af initiativerne er kommende lovkrav om rapportering om samfundsansvar i årsrapporten lige fra menneskerettigheder over antikorruption til klima. Regeringen ønsker at lægge rapporteringskravene tæt op af FNs Global Compact-principper, og kravene kommer til at gælde 1000 af de største danske virksomheder statsejede aktieselskaber. Regeringen vil også kræve, at institutionelle investorer og investeringsforeninger rapporterer om samfundsansvar i deres investeringer i overensstemmelse med FNs principper om ansvarlige investeringer (PRI).
Regeringens udspil har muligvis fokus på at skabe fundamentet for at blive verdensmester i forretningsdrevet samfundsmæssigt ansvar, men det kniber med at se det nye i udspillet, når det kommer til selve informationsgrundlaget. Igen er der fokus på papirrapporter og regnskabsstrukturer til formidling af informationer om virksomhedens tiltag og præstationer inden for områder som miljø, klima, arbejdsmiljø, produktansvar og leverandøransvar. Er endnu flere (papir)rapporter det eneste værktøj som duer? Virker rapportering positivt på ledelsens vilje og evne til at påtage sig et samfundsmæssigt ansvar?
Rapportering er ikke bare rapportering
Regeringens handlingsplan lægger op til, at virksomhedens årsrapport bliver brugt som medie for rapportering om samfundsmæssigt ansvar og om klimapåvirkninger. Årsrapportering følger en fastlagt proces med rutiner for dataindsamling og bearbejdning. For at øge validiteten og troværdigheden følger den nogle standarder for format og indhold og er underkastet kontrol af en uafhængig tredjepart. Rapporten bliver derefter offentliggjort ved at sende den ind til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og ved lægge den ud på virksomhedens hjemmeside måske udsendes den til udvalgte interessenter. Regeringen vil gerne have rapportering om samfundsansvar under denne form, fordi den har troværdighed. Regeringen foreslår, at der også skal informeres om samfundsansvar i disse medier. Spørgsmålet er blot om dette er nok?
Problemet ved denne rapporteringsproces er, at den er éndimensionel og ufleksibel. Årsrapporten indeholder et vist antal sider, som sætter grænser for hvor meget, der kan medtages. Papirformatet sætter grænser, for hvordan informationerne kan præsenteres, og der er ingen interaktion med læseren. Disse begrænsninger er betydningsløse, når der er tale om præsentation af en balance og en resultatopgørelse fyldt med tal, som er defineret på forhånd. Men er dette den rigtige måde at præsentere virksomhedens initiativer og resultater omkring samfundsansvar?
Forskellene på økonomisk rapportering og rapportering for samfundsansvar er meget store. Den økonomiske rapportering har kort tidshorisont og få interessenter, mens den samfundsmæssige rapportering har langt perspektiv og henvender sig til langt flere interessenter med mere diffuse informationsbehov. Den første har udelukkende en økonomisk målestok, mens den anden har flere forskellige måleenheder og anlægger et supply chain perspektiv, der rækker ud over det strikt selskabs-specifikke. Den økonomiske rapportering kigger på lineære årsagssammenhænge og har en menneskeskabt kapitaldefinition, men den samfundsmæssige rapportering interesserer sig for komplekse årsagssammenhænge og opererer med naturkapital og socialkapital.
Derfor kan årsrapporten ikke stå alene som kommunikationsmedium, når det kommer til rapportering omkring samfundsmæssigt ansvar.
Rapporter skal bruges
Et ofte brugt argument for rapportering er, at det ikke er selve rapporten, som er det vigtigste, men den proces som ligger bag dens tilblivelse. At sætte tal og ord på f.eks. udledning af drivhusgasser, energiforbrug, farligt affald, fravær og relationer til leverandører i den tredje verden flytter automatisk fokus mod disse emner hos ledelse og medarbejdere. Især når der skal rapporteres til en ofte kritisk omverden. Dette er utvivlsomt rigtigt.
Evalueringer af lov om grønt regnskab i slutningen af 90erne viste, at virksomhedens arbejde med at minimere ressourceforbrug og udledninger blev mere effektivt og flere kunne dokumentere reducerede miljøpåvirkninger, og i mange tilfælde økonomiske besparelser med henvisning til den grønne regnskabsproces Miljøstyrelsen (1999). Rapport om evaluering af de grønne regnskaber. www.mst.dk. Fortalerne for de grønne regnskaber fik luft under begge vinger, fordi de både havde positiv effekt på miljø og økonomi. Nærlæser man rapporten viser det sig, at årsagssammenhængen mellem fordele og udgivelsen af grønne regnskaber ikke altid kan isoleres fra andre initiativer som f.eks. implementering af miljøledelsessystemer og grønne indkøb.
Evalueringen viste, at det største problem med de grønne regnskaber var, at meget få grupper i samfundet anvendte dem. Det har fået f.eks. Dansk Industri til regelmæssigt at stille spørgsmålstegn ved eksistensberettigelsen af de grønne regnskaber. Hvorfor bruge ressourcer på at offentliggøre noget, som ikke bliver brugt? I samme ånd udtrykker brugere af de såkaldte bæredygtighedsrapporter en frustration over tilgængeligheden af informationer. De interessenter som rent faktisk bruger informationer fra disse rapporter efterlyser integration mellem f.eks. papirrapporter og Internettet KPMG & SustainAbility (2008). Count me In: The Readers Take on Sustainability Reporting. www.globalreporting.org.
Derfor er det ikke et spørgsmål om enten-eller. Det handler ikke om at rapportere eller lade være. Det handler om at skabe et informationsgrundlag, så beslutningstagere i og uden for virksomheden træffer beslutninger, der gør verden til et bedre sted at leve i. Den informationsopgave at gøre bæredygtigheds-informationen tilgængelig for brugerne skal løses så effektivt og fleksibelt som muligt.
Rapportering i det 21 århundrede
Det vrimler i dag med nye teknologier, som giver muligheder for større fleksibilitet og skræddersyning af informationer til brugeren. Internet-rapportering byder f.eks. på ubegrænset plads, flerdimensionel rapportering, mulighed for skræddersyet information og interaktion med brugeren. Med hensyn til CSR er informationer forskellige, og der er flere forskellige interessenter der har forskellige måder at tilgå information på. Derfor er det nødvendigt at gøre CSR-informationer tilgængelige på forskellige måder og i højere grad gøre brugerne i stand til selv at skaffe de informationer, de er på udkig efter. Hvis dette gøres virtuelt åbnes der op for en hel verden af muligheder. Data kan hentes og bruges til f.eks. modellering af fremtidige forhold, de kan forbindes på tværs som f.eks. miljødata og økonomidata, virksomheden kan kommunikere med brugerne af informationer og få input til forbedringer
Der findes også i dag værktøjer til modellere de årsags- virkningssammenhænge som aktiviteter, kundeadfærd, produkter og services er en del af, når det gælder samfundsmæssigt ansvar. Disse værktøjer bliver mere vigtige, når ledelsen stiller Hvad-hvis spørgsmål: Hvad hvis vi investerer i hybridmotorer til vores bilpark? Hvad vil det betyde økonomisk og i forhold til vores drivhusgas-udledning?, Hvad vil det betyde for vores leverandørrelationer, hvis vi udfaser Produkt X?. Disse værktøjer giver et driftsøkonomisk indblik i, hvad det koster virksomheden at leve op til skærpede krav om samfundsansvar, hvad er de økonomiske konsekvenser af at ændre adfærd, og hvordan finder vi ud fra en driftsøkonomisk vinkel den smarteste måde at imødekomme disse krav på? I stedet for kun at rapportere om det, vi har gjort, skal vi modellere konsekvenserne af vores handlinger for virksomhedens fremtid.
Rapportering om virksomhedens samfundsansvar skal ind i det 21 århundrede. Hvorfor skal denne type rapportering bindes til den måde, man har rapporteret finansielle data i årtier? Skal Danmark blive verdensmestre i forretningsdrevet samfundsansvar, skal indsatsen flyttes bort fra ensidig fokus på papirbaseret rapportering over til udnyttelse af de informationer, der skabes i en virksomhed og hvordan denne kan gøres tilgængelig for de interessenter, som skal bruge den. Det offentliges rolle er at skabe rammer, sætte nogle minimumskrav for, hvad skal rapporteres og af hvilken kvalitet. Men det er i højeste grad også at skabe rammer for og tilskynde til formidling af informationerne vha. de kommunikationsværktøjer, der er til rådighed. CSR må ikke drukne i papirrapporter!
www.csr.dk/kommunikation
