Slået op d. 07.04.2025
Konsulent til ESG- og bæredygtighedsområdet
Brænder du for at arbejde med den grønne omstilling? Vil du være med til at hjælpe revisorerne i deres arbejde med at skabe tillid og transparens omkring virksomhedernes arbejde med bæredygtighed? Og har du mod på at drive vores faglige udvikling og understøttelse af vores medlemmers arbejde inden for ESG og bæredygtighedsrapportering?
Så er du måske vores nye konsulent for ESG og bæredygtighed.
Revision handler grundlæggende om tillid. Om vi kan have tillid til virksomheder, erhvervsliv og den grønne omstilling. Revisorer er derfor en bærende søjle i det danske tillidssamfund. I FSR - danske revisorer hjælper vi revisorbranchen med at skabe de bedst mulige betingelser for at løfte denne opgave. Det gør vi ved politisk interessevaretagelse, ved at tilbyde vores medlemmer fagligt understøttende aktiviteter og ved at hjælpe branchen med at sikre kompetent arbejdskraft til branchen.
Om jobbet
Vi søger en initiativrig og selvstændig konsulent, der skal udvikle og drive de indsatser, som vi tilbyder vores medlemmer inden for ESG og bæredygtighed. Du skal være med til at synliggøre revisorbranchen som vigtig aktør på bæredygtighedsområdet og i arbejdet med både den lovpligtige og frivillige rapportering inden for bæredygtighed.
Du vil skulle bidrage med faglig viden til vores politiske arbejde om bæredygtighed og skal naturligvis aktuelt følge udviklingen i EU’s Omnibus-pakke og de foreslåede forenklinger til CSRD mv. tæt.
Som en af dine vigtigste opgaver får du ansvaret for FSR – danske revisorers Bæredygtighedsudvalg, som består af førende faglige repræsentanter fra branchen inden for ESG og bæredygtighed. Udvalget udvikler sammen med FSR – danske revisorer den faglige understøttelse og den politiske retning inden for bæredygtighedsområdet.
Samtidig får du ansvaret for vores udadrettede aktiviteter, der sætter fokus på ESG og bæredygtighed. Her bliver du både idémageren og tovholderen på fx større arrangementer og webinarer. Du skal derfor få energi af at få et selvstændigt ansvar og være drivende på at få dine projekter i mål. Vores udadrettede aktiviteter skabes ofte i samarbejde med vores medlemmer og andre organisationer. Du skal derfor have lyst til at varetage en udadvendt funktion med mange interessenter og kontaktpunkter. Du vil oparbejde et bredt netværk af samarbejdspartnere, og du vil indgå i vores dialog med myndighederne og relevante interesseorganisationer i Danmark såvel som i Norden og EU. Det kan fx være den europæiske revisororganisation Accountancy Europe.
Dine primære ansvarsområder vil være at:
- Koordinere og sekretariatsbetjene vores faglige udvalg, som beskæftiger sig med ESG og bæredygtighed
- Udvikle, koordinere og gennemføre vores udadrettede aktiviteter, fx dialogmøder, webinarer og større konferencer som ESGdagen og SMV'ernes ESG-rapportering mv.
- Holde revisorbranchen opdateret om det seneste nye om bæredygtighedsrapportering ved at udarbejde relevant medlemskommunikation, fx vejledninger og nyheder
- Deltage i dialog med myndigheder, relevante interesseorganisationer og partnerskaber
- Deltage i arbejdet med høringssvar – i tæt samarbejde med eksperter og øvrige kollegaer
- Besvare medlemshenvendelser om bæredygtighedsrapportering.
Om dig
Du er initiativrig, og du er i stand til at bevare overblikket, selvom du arbejder med flere forskellige projekter samtidigt. Du får en stor berøringsflade, og det er derfor vigtigt, at du trives i en udadvendt og opsøgende rolle, samt at du kan kommunikere med alle vores interessenter uanset deres faglige ståsted eller rolle. Har du erfaring med eller kendskab til at arbejde i en medlemsdrevet organisation, er det et plus, ligesom kendskab til revisorbranchen og revisors arbejde vil være en fordel.
Herudover forventer vi, at:
- Du har en faglig interesse i ESG og bæredygtighedsrapportering. Det er en fordel, hvis du har nogle års praktisk erfaring med rapporterings- eller erklæringsopgaver inden for ESG og bæredygtighed, og hvis du har kendskab til lovpligtige og frivillige standarder som CSRD, ESRS og VSME.
- Du har en længere videregående uddannelse. Det kan fx være inden for samfundsvidenskab, regnskab, revision eller noget helt fjerde.
- Du motiveres af at tage initiativ, at få ansvar og af at følge opgaver til dørs.
- Du har gode samarbejdsevner og trives i en rolle med mange interessenter.
- Du er serviceminded og sætter en ære i at løse dine opgaver med høj kvalitet.
- Du kan formidle teknisk fagligt indhold på en let forståelig måde både mundtligt og skriftligt – primært på dansk, men lejlighedsvist også på engelsk.
Du bliver en del af vores faglige område, som beskæftiger sig med revisorbranchens primære arbejdsområder – revision, regnskab, skat, hvidvask mv. Vi har en uformel omgangstone, godt humør og højt til loftet. Du vil få løbende sparring fra kollegaer, og du kommer til at arbejde tæt sammen med både interne og eksterne partnere.
Vi er en lille organisation med en flad struktur, hvor der bliver lyttet til gode idéer, og du får rig mulighed for at påvirke beslutninger og sammensætningen af dine opgaver.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte Chef for bæredygtighed, kvalitet og hvidvask, Marianne Ploug på 4187 0922 eller mapl@fsr.dk for at høre mere om stillingen.
Om FSR - danske revisorer
Vi er en brancheorganisation inden for revision, regnskab og skat. Vi har cirka 6.000 personlige medlemmer og omkring 500 revisionsvirksomheder som medlemmer.
Vi er en moderne organisation med cirka 35 ansatte, som holder til i nyrenoverede og charmerende lokaler på Slotsholmen.
Vi har en god kantineordning, en aktiv personaleforening med sociale arrangementer og et godt arbejdsmiljø med en imødekommende team-orienteret kultur, hvor vi hjælper hinanden med at nå vores fælles mål.
Praktiske oplysninger
Arbejdstiden er som udgangspunkt 37 timer. Vi praktiserer en pragmatisk og fleksibel tilgang til styring og tilrettelægning af arbejdstid og opgaver. Derfor vil arbejdstiden variere afhængig af travle og mindre travle perioder.
Send din ansøgning senest den 11. maj.
Tiltrædelse hurtigst muligt og senest 11. august.
Arbejdet foregår primært på vores kontor i Tietgens Hus, Børsgade 4, København.