CSR Advisors Denmarks mindeord om Lars Konggaard

Vi har mistet en kæmpe i det danske bæredygtighedsrådgivningslandskab.

Onsdag den 1. marts mistede vi en af Danmarks største kapaciteter inden for Corporate Social Responsibility (CSR). Lars Konggaard døde efter kort tids sygdom – alt, alt for tidligt (60 år gammel). Han var omgivet af sin familie de sidste uger, dage og timer. Familien var samlet, præcis som Lars ønskede det.

I mere end 25 år har Lars arbejdet med strategi og bæredygtighed. Han har været med til at drive agendaen frem i Danmark og har dermed sat et markant aftryk på udviklingen. I 2016 valgte han livet som selvstændig og etablerede sin egen virksomhed, CSR-rådgivning.dk. Erfaringerne som selvstændig byggede han på mange år i Deloitte og senere KPMG blandt andet som director indenfor klimaforandring, bæredygtighed og strategi. Inden da var han projekt- og strategidirector i Deloitte og havde tidligere i karrieren også finansielle roller som bl.a. koncernregnskabschef i Skandinavisk Motor Co.

Mange danske og internationale virksomheder er begyndt deres CSR-arbejde sammen med Lars, både store som små. De holdt fast i ham, fordi han lyttede til deres behov, udfordrede dem og leverede på et højt niveau. Han løftede virksomhederne, gjorde deres CSR-strategi professionel, resultatorienteret og sikrede en udvikling.

Lars var en samlende figur. Han var også én af grundlæggerne af CSR Advisors Denmark. Det var vigtigt for ham, at vi både var faglige og sociale, og at vi hjalp hinanden. Hans rolige sind og hyggelige gemyt smittede af. Og det samme gjorde ambitionerne. Hans faglige niveau var exceptionelt høj. Der er meget få personer, der besidder så meget viden om vores fag som Lars gjorde, ligesom han altid var på forkant med dagsordner og mestrede ny lovgivning fra a-z. Og det var vores held, at han var et generøst menneske – også med sin viden. Vi gik aldrig forgæves med spørgsmål, der startede med: “Lars, hvordan er det nu lige med…” selv ikke i den allersidste tid.

Lars gjorde en kæmpe forskel både på den økonomiske, den sociale og den miljømæssige agenda. Han var et fantastisk menneske, som vi vil savne i vores midte.

CSR Advisors Denmark

Tine, Trine, Thue, Susanne, Morten, Helene og Hanne

CSR Advisors Denmarks mindeord om Lars Konggaard

15.03.2023CSR-rådgivning.dk

Sponseret

14.10.2019CSR-rådgivning.dk

Sponseret

CSR – mere end blot en kamp om ord?