DI: Fuld støtte til regeringens nye kreative vækstteam
Regeringen anført af erhvervsminister Brian Mikkelsen nedsætter et vækstteam, der skal styrke de kreative erhverv. Det hilses velkommen af Dansk Industri.
Kreative erhverv er mere end film og musik. Det dækker over en bred vifte at danske styrkepositioner, som skal have ekstra vind i sejlene på eksportmarkederne med hjælp fra et nyt vækstteam.
- Det er en super spændende ambition, erhvervsministeren spiller ud med. Danmark lever i høj grad af kreative løsninger. Derfor er det helt rigtigt set, og vi bakker i DI fuldt op om vækstteamet, siger chefkonsulent Anders Hoff, DI.
Skaber 79.000 job
De kreative erhverv, musik, gaming, møbler, mode, arkitektur, design og film skaber 79.000 job og står for en stigende eksportandel. Fra 2009 til 2015 er eksporten steget med 26 mia. kr. til 86 mia. kr., svarende til 7 pct. af Danmarks samlede eksport.
- Danmark er internationalt anerkendt for blandt andet design, film, tv-serier, spil og arkitektur. De danske kreative erhverv skal fortsat være en dansk styrkeposition i en digital tidsalder. Derfor har vi i forlængelse af regeringens digitaliseringsstrategi bedt en række erhvervsfolk om at give rammerne for de kreative erhverv et ”vækst-tjek, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Kulturminister Mette Bock og udenrigsminister Anders Samuelsen ser også et stort potentiale.
Læs også: Finalisterne er fundet til Danish Design Awards
I spidsen for vækstteamet sætter adm. direktør Jacob Holm, Fritz Hansen, sig i stolen som formand.
- Jeg ser frem til at drøfte mine erfaringer med de andre vækstteammedlemmer og at udarbejde ambitiøse anbefalinger til regeringen, der kan sikre gode rammer for de kreative erhverv i den omstillingsproces, vi står i,” siger Jacob Holm.
Hjulløfter og magiske håndklæder
Anders Hoff, DI, pointerer at kreative løsninger netop er mere end film og musik.
- Hvis man f.eks. ser på de 50 finalister til Danish Design Award, så kommer de fra mange forskellige brancher og industrier med løsninger lige fra plug’n’play robotter og implantater hen over internetopkoblede radiatorer, fiskenet og borde af bæredygtige materialer til studenterboliger og magiske håndklæder – og meget, meget mere, siger Anders Hoff.
Et eksempel er hjulløfteren fra AC Hydraulic A/S, der gør det muligt for en enkelt mand at skifte et meget stort hjul på en både effektiv, ergonomisk og sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.
- Der er er langt til Hollywood, men det er stadig en kreativ og godt designet løsning, siger Anders Hoff.
Læs også: Her er det kreative væksteam og deres kommissorium