En plan for børn, business og branding

En lang række danske virksomheder har tegnet samarbejdsaftaler med humanitære organisationer som for eksempel Plan Danmark, der først og fremmest støtter udsatte børn og unge i verdens fattigste lande. Udbyttet af samarbejdet skal gå begge veje.

Danmarks administrerende direktør, Gwen Wisti, på besøg på organisationens børnebeskyttelsesprojekt i Zimbabwes hovedstad,Harare. (Foto: Plan Danmark)..

10.02.2016

Sponseret

Kristian Kongensgaard , Dansk Erhverv

”Vil du have et barn med mig?”
Det er et spørgsmål, der nok kan kortslutte tankerækken, hvis det er chefen eller kollegaen, der spørger.

Men den humanitære organisation Plan Danmark forholder sig ikke til, hvad danskerne umiddelbart tænker til det overraskende spørgsmål. Plan Danmark har nemlig en plan med spørgsmålet. Formålet er at sikre rettighederne for børn og unge i verdens udviklingslande og dermed skabe en bæredygtig udvikling.

Støtten til Plan Danmarks arbejde kommer blandt andet via fadderskaber og via samarbejdsaftaler med danske virksomheder.


”De fleste af vores samarbejdsaftaler er etableret på baggrund af, at virksomhederne selv har henvendt sig. I mange tilfælde er det medarbejdere, der privat er faddere gennem Plan Danmark, som inspirerer kolleger og virksomhedens ledelse til at engagere sig,” fortæller administrerende direktør Gwen Wisti, Plan Danmark.

Virksomheden skal se sig selv i projektet
Gwen Wisti understreger, at en samarbejdsaftale med Plan Danmark ikke er et spørgsmål om at skulle tilslutte sig et bestemt koncept eller projekt:

”Vi drøfter grundigt med virksomhederne, hvad det er, de gerne vil. Det kan være svært på forhånd at gøre sig klart, hvad et for virksomheden helt nyt og anderledes projekt skal indeholde. Idéerne udvikler sig, så resultatet ikke altid lige bliver det, virksomhederne oprindeligt havde forestillet sig. Men det er et meget vigtigt udgangspunkt, at virksomheden dels kan se sig selv i projektet, dels at det har et omfang, der afspejler virksomhedens eget ambitionsniveau, og dels kan indgå i den lokale kontekst i det pågældende land. Det er også meget væsentligt, at dem, der bidrager, kan komme tæt på projekterne, og at der kan sættes ansigt på modtagerne.”

Virksomhederne skal også have noget ud af det
Ifølge Gwen Wisti er det en meget væsentlig bevæggrund hos virksomhederne, at samarbejdsaftalen motiverer medarbejderne til at indgå i et fællesskab om et helt nyt projekt. Det skal ikke kun tage udgangspunkt i virksomhedens forretningsmæssige grundlag, men også give mening ved at række længere ud end den daglige drift og udvikling. Det kan for eksempel være et projekt med genopbygning og klimasikring af skoler i Indonesiens fattigste og mest udsatte områder, eller skolelegater til piger, der vokser op i Zimbabwes slumkvarterer. Det er Plan Danmarks erfaring, at partneraftaler udvikler sig over tid.

Hovedprioriteterne for Plan Danmark er som nævnt at arbejde for børn og unges rettigheder med et særligt fokus på piger, som er de mest udsatte. Men Gwen Wisti har fuld forståelse for, at partnerskaberne også har et andet formål for virksomhederne end ren filantropi:
”Udover at styrke det interne fællesskab blandt medarbejderne er det også en del af aftalen med os, at samarbejdet kan indgå i virksomhedens markedsføring og styrke dens brand. Virksomhederne skal naturligvis også have noget ud af det. Jeg tror da, at langt de fleste af vores partnervirksomheder ser samarbejdet som branding.”

Klare etiske retningslinjer
Risikoen for at løbe ind i en konflikt mellem Plan Danmarks humanitære formål og en partnervirksomheds kommercielle interesse er naturligvis tilstede. Men Gwen Wisti afviser, at det er et reelt problem:
”Vi har ikke en firkantet politik, men sat på spidsen vil det være produkter som eksempelvis våben og tobak. Plan har klare etiske retningslinjer for, hvem vi samarbejder med. I min tid kan jeg ikke erindre nogen konflikt. Jeg er heller ikke stødt på tilfælde, hvor en virksomheds omdømme har været et problem for Plan Danmark.”

I de godt 10 år, Gwen Wisti har stået i spidsen for organisationen, har væksten trods finanskrisen været meget stabil. Indtægterne er i den periode blevet 3-doblet til nu tæt på 70 millioner kroner om året:
”Viljen til at gøre noget er stærkt forankret hos danskerne, og det er helt vanvittigt urimelige vilkår, som man byder mange børn i udviklingslandene. Selv om børnene lever i storbyer, hvor de velhavende bor lige om hjørnet, så er der ingen - heller ikke landets politikere og myndigheder - der tager ansvar for børnene. Det vil kun blive værre endnu,” understreger hun.

Der skal ikke så meget til
Gwen Wisti skjuler således ikke, at hun er meget indigneret. Men hun lægger også vægt på, at det ikke er det vigtigste:
”Det vigtigste er, at indignationen får os til at gøre noget. Der skal i virkeligheden ikke så meget til for at forbedre forholdene for børnene. Vores arbejde tager udgangspunkt i det enkelte barn, familien, lokalsamfundet og myndigheder. De her børn har både et håb og en stolthed, og de vil ikke midt i slummens fattigdom og elendighed fremstilles som stakler. De insisterer på at fremstå med værdighed i både fremtoning og påklædning. På den måde viser de jo også, at hjælpen virker - og det gør den.”

Har endnu mere brug for partnerskaber
Plan Danmarks administrerende direktør er også til en vis grad indigneret over, at et flertal af danske politikere har besluttet at beskære ulandsbistanden:
”Det er klart, at så massive besparelser har konsekvenser. Nedskæringerne rammer ikke Plan Danmarks arbejde direkte, men hvis vores arbejde med fadderbørn og lokalsamfund skal lykkedes, så har vi brug for stabile trygge stater. Det er selvfølgelig ikke en opgave, NGO’erne kan løse alene.”

Hun finder det paradoksalt, at beskæringen af ulandsbistanden kommer samtidig med FN’s nye mål om at øge ligheden i verden:
”Derfor har NGO’erne nu endnu mere brug for partnerskaber med virksomheder for at nå målene om en fremtid med mindre fattigdom og ulighed.”

Et stærkt engagement
Gwen Wisti har en fortid i reklameverdenen og musikbranchen. Springet til en humanitær organisation kan synes stort - men ikke for hende:
”Hvad enten, man har med kunstnere eller udsatte børn at gøre, så kræver det i begge verdener et stærkt engagement - og det er det, der driver mig.”

06.03.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Få overblikket: Det kan din virksomhed i første omgang udelade i bæredygtighedsrapporteringen

23.02.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Virksomhederne, der rammes af gigantiske økonomiske konsekvenser fra CSRD, har brug for mere hjælp

16.02.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Ny analyse: Bæredygtighed accelererer bredt i dansk erhvervsliv

28.11.2023Dansk Erhverv

Sponseret

Ny rapport: Stigende antal danske virksomheder sætter SBTi mål

23.11.2023Dansk Erhverv

Sponseret

Biodiversitet på Børsen - Fremtidens forretningsgrundlag

14.11.2023Dansk Erhverv

Sponseret

SBTN – kortlæg og sæt videnskabelige mål for din biodiversitets- og naturindsats