EPS-Recycle vil være med til at lukke ressourceloop
EPS-Recycle i Thisted omdanner flamingo til plastgranulat, der kan bruges i nye plastprodukter. Det løser et stort affaldsproblem og medvirker til at etablere et effektivt ressourceloop i Nordjylland. EPS-Recycle er medlem af netværket NBE.
- Alt det, vi får ind, genanvender vi – der er ingen restprodukter i vores kredsløb, fortæller Lars Steffensen, som er direktør for den familieejede virksomhed. EPS-Recycle har hovedsæde og produktion i Thisted, men idéen til virksomheden blev fostret på Hanstholm Havn, hvor familien Steffensen arbejdede i fiskeindustrien og undrede sig over de store mængder af flamingokasser, der blev kasseret efter blot at være brugt til fisk en enkelt gang. Det ville de lave om på, og virksomheden med fokus på genanvendelse af fiskekasser blev etableret. Siden 2011 har EPS-Recycle indsamlet og komprimeret fiskekasser af flamingo, og i januar 2018 åbnede virksomheden et nyt, moderne anlæg, der omdanner flamingo til plastgranulat, så det kan indgå i nye produkter.
Omsmeltes og kan indgå i mange produkter
På EPS-Recycle’s fabrik i Thisted knuses flamingoaffaldet i en kværn, og derefter omformes det i en såkaldt ekstruder til granulat. I processen opvarmes materialet til 180 grader, og der tages stikprøver og laboratorietest undervejs. Det færdige granulat – polystyren af typen GPPS – testes også for vandindhold og evt. urenheder, så kvaliteten sikres. Materialet kan derefter indgå i en lang række produkter som f.eks. bøjler, havemøbler og legetøj.
Genanvendelsen af flamingo har store miljøfordele: For hvert kilo genanvendt EPS spares miljøet for udledning af 5 kg CO2. Derudover giver det store miljøbesparelser, når flamingo kan indsamles og genanvendes lokalt.
Komprimering ikke et problem
Udfordringen ved flamingo er imidlertid, at det fylder meget og er svært at transportere. Derfor skal det komprimeres, før det kan behandles. Her kan EPS-Recycle også hjælpe:
- Komprimeringen er ikke et problem. Vi udlejer komprimeringsmaskiner, så flamingoen kan presses der, hvor den indsamles – f.eks. på de kommunale genbrugspladser, siger Lars Steffensen. Han understreger, at EPS-Recycle gerne vil spille en rolle her og være med til at sikre, at regionens flamingo kan indsamles og ressourcerne dermed holdes i kredsløb i området.
En fordel ved flamingo som affaldstype er ydermere, at materialet er nemt at få indsamlet i de private husholdninger, tilføjer Lars Steffensen:
- Selv et seksårigt barn kan genkende flamingo som affaldstype. Derfor er det nemt at få den sorteret fra og afleveret på genbrugspladserne.
Nordjysk ressourceloop for flamingo
Muligheden for at indgå i et nordjysk ressourceloop er en vigtig motivation for EPS-Recycle’s medlemskab af NBE. Virksomheden har været medlem af netværket siden maj 2017 og har i den periode deltaget i flere netværksmøder og workshops. I juni 2019 deltog EPS-Recycle således i NBE’s innovationsseminar om nye loops i affaldsbranchen, og Lars Steffensen har store forventninger til visionen for Det Cirkulære Nordjylland:
- Vi håber, at vi sammen med NBE kan hjælpe de kommunale genbrugspladser med at få komprimeret, indsamlet og genanvendt det flamingo, som borgerne indleverer. På den måde kan vi være med til at lukke et loop og gavne miljøet.
Visionen for Det Cirkulære Nordjylland er at oprette en række nordjyske ressourceloops – bl.a. inden for flamingo, men også inden for elektronik og IT, byggeri, metal, tekstil og biomasse. NBE holder løbende medlemsarrangementer om emnet.
Om EPS-Recycle og Det Cirkulære Nordjylland
- EPS-Recycle indsamler og granulerer flamingo, så det kan bruges i nye produkter.
- Virksomheden kommer til at indgå i et nordjysk ressourceloop, hvor kommunale genbrugspladser kan afsætte flamingo til regional genanvendelse.
- EPS-Recycle har været medlem af NBE siden 2017 og bl.a. deltaget i innovationsseminar om nye loops i affaldsbranchen.