Første årsrapport fra Danmarks Grønne Investeringsfond

FORMANDENS FORORD Meget mere med mindre

Grøn omstilling kan udtrykkes ganske kort: Vi skal producere mere med
mindre. Men skal vi skabe vækst i et omfang, der også i fremtiden kan
understøtte vores velfærd og samtidig værne om vores klima og miljø, skal vi
faktisk levere MEGET mere med et LANGT mindre ressource- og
energiforbrug, end vi gør i dag.

Den udfordring kræver, at vi accelererer brugen af eksisterende grønne
løsninger, men også at vi vover at tænke i nye forretningsmodeller og
samarbejdskonstellationer. Netop det er missionen for Danmarks Grønne
Investeringsfond. Vi opfatter os selv som finansielle brobyggere, der får
enderne til at mødes i grønne projekter, hvor behovet for finansiering
overstiger initiativtagernes egenkapital og den tilgængelige fremmedkapital
fra de traditionelle kilder.

Opgaven går i al sin enkelhed ud på at finde og finansiere projekter, som
leverer grøn omstilling, har en sund økonomi og er skalérbare med positive
perspektiver for fremtiden. Miljø er allerede et vigtigt konkurrenceparameter
for mange danske virksomheder og har potentiale til at blive det for mange
flere. Hvor miljøhensyn tidligere blev betragtet som en ekstra omkostning, er
det nu en åbenlys forretningsmulighed. Og vi skal ikke ret langt ud i fremtiden,
før bæredygtighed går fra at være en mulighed til være en direkte
forudsætning for overhovedet at kunne se ind i langsigtet økonomisk vækst.

Derfor er jeg og resten af bestyrelsen også meget tilfredse med, at interessen
for at samarbejde med Danmarks Grønne Investeringsfond har været så stor
her i fondens første halve leveår. Vi har været i dialog med over
ethundrede konkrete projekter med behov for finansiering på op mod en
milliard kroner og givet tilsagn om finansiering for 178 mio. kr. Og de første
lån er allerede udbetalt til to spændende projekter, der er så vidt forskellige
som tankskibe og varmepumper.

Vi såede en masse frø, høstede de første erfaringer og fastlagde strukturen for
fonden i 2015. Nu er vi klar til for alvor at rykke, og jeg glæder mig meget til at
være med til at finansiere mange flere projekter i de kommende år.

Ditlev Engel
Bestyrelsesformand i Danmarks Grønne Investeringsfond
Danmarks

Se hele rapporten her!

16.03.2016Danmarks Grønne Investeringsfond

Sponseret

Første årsrapport fra Danmarks Grønne Investeringsfond

21.01.2016Danmarks Grønne Investeringsfond

Sponseret

Første virksomheder får finansiering