Fremtiden er her nu
I 2017 vil det blive endnu mere tydeligt, at ansvarlighed er noget, virksomheder tager alvorligt. De unge, dygtige medarbejdere kræver det, og de stemmer både med kreditkortet og karrieren.
Hvert år ved denne tid færdiggør de større danske virksomheder årsrapporterne, og de indeholder jo et afsnit om samfundsansvar (CSR). Det kræver lovgivningen, og det giver anledning til at tænke sig om: Hvor bevæger ansvarligheden sig hen i 2017 – og endnu længere ud i fremtiden?
Heldigvis er der ikke ret mange virksomheder, der trækker på skulderen af bæredygtig drift og CSR. Der er nemlig også penge, innovation og udvikling i at tænke længere end top- og bundlinje.
En stribe internationale undersøgelser viser med al tydelighed, at Millennials (generation Y) har virksomhedernes samfundsansvar højt på prioriteringslisten, når de vælger karriere og produkter.
Den endnu yngre generation Z (15-21 år) ønsker i endnu højere grad, at virksomheder bidrager med ansvarlighed – at virksomheder har et Purpose. Vi har med andre ord to årgange, dem der er arbejdskraften nu, de 21-35 årige, og den kommende årgang, altså de 15-21 årige, der kræver noget mere end løn, frynsegoder og afkast til investorerne.
Medarbejderne vil gerne have CSR
CSR er altså ikke kun noget, en lov dikterer. Det er krav fra fremtidens medarbejdere og noget, forbrugerne efterspørger. Er det slået helt igennem nu? Nej, bestemt ikke, men det kommer.
Generation Y og Z stemmer altså ikke kun med kreditkortet, de stemmer også med karrieren. De søger nemlig hen til virksomheder, der har højere ambitioner end blot rentabel drift, og de lægger pengene hos brands, der har samme ambitioner. Den tendens vil accelerere i 2017 og yderligere i årene derefter.
Vi kommer jo ikke uden om, at alle virksomheder efterspørger de dygtigste medarbejdere, og hvis de dygtigste vil have samfunds-engagement, så leverer virksomhederne det. Og påstanden er ikke ønsketænkning.
Grundfos har i årevis tjent mange milliarder på pumper i den vestlige verden. Med ca. 19.000 medarbejdere og en årlig produktion på mere end 16 mio. pumpeenheder er Grundfos en af verdens førende pumpeproducenter.
Det er ren logik, at virksomheden satser på at skabe bæredygtige produkter i en verden, der skriger på det. Derfor har Grundfos selvfølgelig taget opgaven på sig, kastet blikket indad og gjort bæredygtighed til en vigtig intern værdi.
Samlet er det blevet en stadig mere ansvarlig virksomhed, der fokuserer på følgende områder: Bæredygtige produkter, udvikling af medarbejdere, påvirkningen af miljøet og lokalt ansvarlige projekter. Og resultatet er selvfølgelig også, at man har tiltrukket nogle af de dygtigste medarbejdere.
Partnerskaber er vigtige for resultaterne
Vi gør principielt det samme i Jyske Bank-koncernen, herunder i BRFkredit. Vi tjener penge ved at låne penge ud, ikke mindst til boligejere og byggerier. Det gælder både til private, erhvervslivet og de store almene boligselskaber.
Derfor involverer vi os bl.a. i CSR-projekter, der fokuserer på HUSET, og ønsker at forbedre fællesskab og lokalmiljø rundt om boligerne. Kan det samtidig forskønne områder, sætte unge fra udsatte grupper i arbejde, så det samlet bidrager til fællesskab blandt borgerne, har vi opnået meget af det, vi gerne vil.
Vi gør det i partnerskaber med andre virksomheder, kommuner, NGO’er, og diverse uddannelsesinstitutioner, fordi vi tror på, at når partnere trækker på samme hammel, er effekten og resultatet større.
Vi og vore partnere leverer på den måde relevante ydelser og en ansvarlig adfærd til borgere og medarbejdere, og har dermed et formål ud over rentabel drift, og det forstår og støtter vore medarbejdere.
Vore investorer og andre interessenter forstår det også. Vi er en del af samfundet, og vi tiltrækker dygtige medarbejdere, fordi vi gør en forskel, der hvor vi er. Det kan investorerne godt se fordelen i.
FN’s bæredygtighedsmål er en god mulighed
I kølvandet på dansk lovgivning, internationale aftaler og arbejdet for at bidrage til opfyldelsen af FN’s 17 bæredygtighedsmål, sker der hele tiden en udvikling, der gør, at vi skal arbejde mere målrettet med vores CSR-redegørelser.
Det er en god ting, og især FN’s bæredygtighedsmål giver os mulighed for at have et helt nyt fokus. For de 17 mål fortæller os tydeligt, at kloden hænger sammen – på godt og ondt – og at regulering nationalt og internationalt er nødvendigt.
Nu må lovgivning og mål bare ikke blive bureaukratiske spændetrøjer, som diverse konsulenter naturligvis forsøger at kapitalisere på, men skal i stedet for blive helhjertede processer, hvor virksomhederne går i dialog med medarbejdere og andre virksomheder, for at opfylde målene lige lidt bedre.
Langt de fleste virksomheder ved jo godt, at det kan betale sig at opføre sig ordentligt. Det gavner i sidste instans os selv, det gavner samfundet, det bidrager til sammenhængskraften, og det er med til at sikre, at virksomhederne igen i 2017 er i stand til at tiltrække de dygtigste unge mennesker, der også vil gøre en forskel – ud over at have et spændende arbejde.
Så velkommen til et spændende år, hvor vi vil se rigtig mange nye CSR-strategier eksekveret af ambitiøse virksomheder. Jeg glæder mig allerede.