Fremtidens fødder skal pakkes ind i tang og blendet læder

300 millioner sko ender hvert år i verdens skraldespande. Derfor har studerende fra Designskolen Kolding designet et koncept for en ’sneaker’ af 100 procent genanvendelige materialer til ECCO Sko A/S. Skoen er i finalen til Danish Design Award.

Tang, siv og makulerede læderrester. Ikoniske møbelklassikere. Bølgeskvulp og mågeskrig langs de danske kyster. Og en verden presset på ressourcer.

Det er nogle af elementerne, der indgår i et designprojekt, hvor en gruppe studerende fra Designskolen i Kolding har samarbejdet med ECCO Sko A/S om udviklingen af et koncept til en skokollektion,

ECCO SEALO, der sætter nye standarder for bæredygtighed i produktionen af kvalitetssko. Præmissen for designet har været en bæredygtig kollektion med inspiration fra dansk tradition og kultur.

Holdbarhed udfordrer smid-væk moden
”ECCO har altid været optaget af at producere kvalitets-sko med en længere livscyklus end den almindelige brug-og-smid-væk-mode, også længe før bæredygtighed for alvor kom på verdens agenda.

Men vigtigheden af bæredygtighed vokser konstant – både hos vores designere, i produktionen og ikke mindst hos kunderne,” siger Liam Maher, global Creative Director i ECCO Sko A/S om projektet.
”Særligt de unge kunder ser i meget højere grad end tidligere generationer værdien i, at et brand er bæredygtigt og arbejder med et formål. Derfor er det afgørende, at morgendagens designere sætter bæredygtigheden højt på deres dagsordener.”

Bæredygtighed ind med modermælken
”Bæredygtigheden er ikke til diskussion i vores generation,” siger Silke Foged, som er en af de fem nu færdiguddannede bachelors bag designet.
”Verden har haft en kæmpe forbrugsfest de sidste mange år uden at være bevidst om effekten. Det skal vi rydde op i nu, for det er os og vores børn, der kommer til at betale prisen, hvis vi ikke ændrer vores adfærd drastisk.

Men jeg kan jo rent faktisk rykke på tingene, fordi jeg har fået bevidsthed, viden og kompetencer til at forandre ind med modermælken fra Designskolen.

Hakket tang og plantelim
Skoen er baseret på den klassiske ECCO-sål, men findes i tre versioner med hver deres historie og materialevalg. Kollektionen tager udgangspunkt i en ’Haute couture’-model, som er inspireret af den danske kyst og lavet i tang, der i sig selv er et lille mirakel af bæredygtighed, fordi tang kan høstes skånsomt, renser havet for næringsstoffer og i øvrigt har en antibakteriel virkning. Hybrid-modellen er lavet af siv med inspiration fra de flettede sæder på danske design-hits som Y-stolen og Folkestolen, der med deres tidløse design, høje komfort og enkle materialevalg er næsten uopslidelige - og værd at restaurere.

I begge tilfælde hakkes tang eller siv til konfetti og bindes sammen med en plantebaseret komponentlim, kaldet resin.

Læder-skrald bliver til nye overdele
Men det er den kommercielle model, der passer som fod i læderhose ind i ECCOs øvrige produktion. ECCO er nemlig, ud over sit globalt kendte skomærke, en af verdens største producent af læder, og leverer blandt andet skind til globale luksusbrands.

Det betyder, at virksomheden har fuld kontrol over forsyningskæden og bæredygtigheden på de mange garverier, hvor kun de bedste dele af skindene ender som sko. Her har de studerende dykket ned i affaldsbunkerne, og blendet de mange læderrester til et fint granulat, som blandet med resinen er endt som holdbare overdele på de vel-designede sneakers.

Kønsneutral model gennem 100 år
Designet skal nemlig følge med, hvis man som ECCO også vil være relevant for et ungt, globalt publikum. ”Vi valgte at lade os inspirere af en af verdens mest solgte sko, nemlig den klassiske basket-støvle, fortæller Simone Bakke Vestergaard fra skolens mode-studieretning.
”Støvlen er virkelig en klassiker, den er næsten 100 år gammel, og så er den kønsneutral, så den kan bruges af både mænd og kvinder og på tværs af alle generationer.”

Forud for verdensmål
Med vedtagelsen af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling i 2015 og den generelle bevidsthed om presset på de globale ressourcer er bæredygtigheden efterhånden kommet på agendaen i de fleste virksomheder og institutioner.

Men dedikationen til bæredygtighed er ’Old news’ på Designskolen Kolding.
”Vi har i mere end 15 år haft et skarpt fokus på at arbejde med miljøbelastningen fra mode og tekstilbranchen,” fortæller Helle Graabæk, som er studieretningsansvarlig på Tekstillinjen på Designskolen og desuden tovholder på det partnerskab, som skolen har haft med ECCO de sidste 9 år.
”Det er et fokus, som med tiden har bredt sig til andre discipliner, fordi design har vist sig at være et effektivt værktøj til både at skabe opmærksomhed om verdens udfordringer, og til at løse dem.

Og det er så her, at magien opstår, når vores studerende, med deres kombination af bæredygtighed og design, får mulighed for at prøve talenterne af hos etablerede brands med ressourcer og ambitioner.”

Fremsynet strategi i en flexitarisk verden
”Vi har tænkt bæredygtigheden ind i alle aspekter af skoen,” fortæller Silke Foged, og giver et par eksempler:
”I stedet for en skotøjsæske sælges skoene i en pose af hamp, som kan genbruges som taske. For at beskytte skoene i posen er der pakket et stykke karton rundt om dem, hvor vi har tegnet og beskrevet den cirkulære bæredygtighed for forbrugeren.

Og og ud over at udnytte restprodukterne fra produktionen til fulde, er brugen af lædergranulatet er med til at fremtidssikre ECCOs produktion, hvis vi i fremtiden kommer til at spise mindre kød, og derved får færre huder til rådighed.”

Sportstøj med omtanke
Silke er i dag projektleder hos Pond Textile, som har udviklet resinen, der er fremstillet af stivelse fra bioaffald, til skoen. Her arbejder hun med at udvikle plantebaserede og bionedbrydelige materialer, der kan blive verdens alternativ til den oliebaserede polyester, som vi kender i dag.

Simone Bakke Vestergaard designer sportswear for sports-brandet hummel, hvor hun tænker hensyn til klima, miljø og mennesker ind i alle processer. På trods af deres foreløbig relativt korte erfaring oplever de begge, at de, både i SEALO-projektet og i deres jobs i dag, har både mod, kreativitet og viden til at skubbe til de etablerede spillere, når det gælder om at få bæredygtigheden æltet helt ind i kernen af ethvert projekt.

Hackere for planeten
”Som nyuddannede er det også nemmere for os at forandre, fordi vi ikke er fanget af gamle rutiner og vaner. Vi kommer jo simpelthen så tit ind og ’hacker’ en proces eller en tankegang, når vi arbejder med partnere, som ellers har virkelig styr på deres måde at arbejde på.

Vores omtanke for planetens fremtid er en helt fast del af vores DNA, og derfor sker der noget, når vi kaster nye øjne på et projekt. Vi er jo ikke bange for at udfordre, for vi ved, at der ikke er nogen vej udenom. Og nogle gange skal der ikke så meget til.”

ECCO-chef: Fremtiden er i gode hænder
”Samarbejdet med studerende er en del af vores hjerteblod her i ECCO, og selv vi professionelle designere får en lektion i kraften og potentialet i uhæmmet, rå kreativitet,” siger Liam Maher fra ECCO.
”I et etableret brand er det let at blive fanget i de sædvanlige tanker om forbrugertyper, pris, distribution og den slags. Men de studerende minder os om, at kreativiteten i sidste ende er op til os.

De kommer med nye prioriteter, værdier og oplevelser og deres virkelighed afspejler spørgsmål om kønsnormer, den digitale verden, kultur og popkultur på en helt ny måde.

Det skaber optimisme hos os på ECCO-holdet. Hvis vores industri og vores brand ender i hænderne på folk som dem, går vi en lysende fremtid i møde.”

30.01.2020Designskolen Kolding

Sponseret

Ministeren ser grønt

18.06.2019Designskolen Kolding

Sponseret

Fremtidens fødder skal pakkes ind i tang og blendet læder

29.08.2018Designskolen Kolding

Sponseret

NY RAPPORT OM CIRKULÆR ØKONOMI I TØJBRANCHEN FRA DESIGNSKOLEN KOLDING

En god idé tilsat designtænkning udløste stor donation.

06.08.2018Designskolen Kolding

Sponseret

28.06.2018Designskolen Kolding

Sponseret

Partnerskabsaftale mellem Kopenhagen Fur og Designskolen Kolding 2014-18 – eksempler på bæredygtig forretningsudvikling gennem design.