Fremtidens nye tøj er lavet af gammelt tøjaffald

I dag består råvaren til genanvendte tekstiler hovedsageligt af plastflasker. I fremtiden skal de brugte tekstiler tilbage i tøjets materialekredsløb.

Otte større aktører fra den danske tekstil- og genanvendelsesindustri er, støttet af Miljøstyrelsen, gået sammen med Teknologisk Institut om en ambitiøs målsætning: Tøjaffald skal for fremtiden kunne bearbejdes til så høj en kvalitet, at det kan indgå direkte i produktionen af nyt tøj. 

Kvaliteten skal højnes
Tøjproducenter som Mascot og hummel står i disse år med den samme udfordring som resten af beklædningsbranchen: Den grønne omstilling af branchen kræver nye tilgange til tøjdesign og til de processer, der skal forvandle tøjaffald til brugbare fibre i nye tekstilprodukter.

Derfor er de gået sammen med aktører inden for materialer og genanvendelse i projektet Den Cirkulære Tekstilindustri, støttet af Miljøstyrelsens MUDP-program. Målsætningen er, at kvaliteten af det genanvendte tekstilmateriale skal være så høj, at det kan føres direkte ind i den eksisterende værdikæde. Altså gammelt, kasseret tøj skal kunne blive til nyt tøj.

"Udfordringen med tekstiler er den samme, som vi har med plast. Ligesom plast er tekstiler designet til at kunne modstå udvaskning og slid. Men for at kunne genanvende dem har vi netop brug for at kunne skille materialerne ad og fjerne farvestoffer og imprægneringsmidler, uden at materialet i sig selv tager skade", siger projektleder Julie Brender Trads fra Teknologisk Institut.

 ”Bæredygtigt” tøj er ikke for alvor bæredygtigt
Det er en stor teknologisk udfordring at kunne genanvende brugte tekstiler i ny tekstil og dermed undgå downcycling. Et eksempel på downcycling er tøj, der består af genanvendt polyester. Polyesteren stammer i virkeligheden fra drikkeflasker og anden fødevareemballage, som er nem at genanvende i eget loop.

"Den form for genanvendelse er ikke for alvor bæredygtig, da man tager polyesteren ud af et velfungerende cirkulært kredsløb. Vi skal derimod finde løsninger på, hvordan vi får adskilt tøjaffald i de materialetyper, de består af, og vi ved jo fra det tøj, vi selv går i, at det ofte er sammensat af flere forskellige materialer. Det er en af de mest påtrængende forhindringer for fremtidens cirkulære tekstilproduktion. Og dernæst skal vi sikre renheden og kvaliteten af de oprensede materialer", siger CEO Ditte Højland fra Textile Change, der arbejder med tekstilgenanvendelse.

Tre teknologiske tiltag skal gøre mere tekstilaffald genanvendeligt
Projektet følger tre udviklingsspor, der på hver deres måde bidrager til, at kasseret tøj kan blive råvarer i ny tøj- og tekstilproduktion. I det første spor skal tøjaffaldet bearbejdes i en proces, hvor målet at opnå en god, ensartet kvalitet af den cellulose, som indgår i en række forskellige tøjfibre, blandt andet bomuld, hør og viskose. Det skal ske i samarbejde med virksomheden Cellugy, der kan forstærke cellulosen ved tilsætning af såkaldt bakteriel cellulose.

I det andet udviklingsspor skal den brugte polyester gennemgå en renseproces, der fjerner farvestoffer og imprægneringsmidler fra stoffet, så det bliver lige så rent som nyfremstillet polyester. 

Endelig skal der udvikles et nyskabende imprægneringsmiddel, som kan gøre tøj vand- og smudsafvisende, men uden at skabe problemer for miljøet eller for mulighederne for genanvendelse. 

"Vi vil videreudvikle vores teknologi til produktion af emballage til at kunne bruges til vandafvisende imprægneringsmidler, der ikke på nogen måde skader miljøet. Her forventer vi, at vores bionedbrydelige nanocellulose vil kunne levere de egenskaber og samtidig sikre, at tekstilerne kan genanvendes efter produkternes levetid", siger Chief Scientific Officer Deby Fapyane fra Cellugy, der udvikler alternativer til fossilbaseret plast. 

Glæde i tøjbranchen
I samarbejde med de deltagende tøjproducenter – Mascot, Five Units, Sustainawear, hummel og Knowledge Cotton Apparel – bliver der i løbet af projektet udviklet designguides, der skal sikre, at de fremover anvender materialer af høj kvalitet og med stort genanvendelsespotentiale.  

"Vi står jo virkelig på spring for at producere tøj på en meget mere ressourceansvarlig måde, men projektet her viser, at vi ikke kan gøre det selv. Så mange processer hænger sammen, lige fra designfasen til tøjet kasseres af forbrugeren, og derefter skal blive til nye tøjfibre. Derfor er det både nødvendigt, vigtigt og spændende at være en del af et større partnerskab, hvor vi kommer til at rykke noget på den grønne dagsorden", siger CSR-chef Kristina Vigen fra Mascot International A/S.

Den cirkulære Tekstilindustri (2022-2025) har et samlet budget på 11,3 mio. kr. og er støttet af MUDP under Miljøstyrelsen med 6,4 mio. kr. Projektet er et samarbejde mellem Mascot International A/S, Five Units ApS, Sustaina Company A/S, hummel, Knowledge Cotton Apparel, Textile Change ApS, Natex Processtechnologie GesmbH, Danmarks Tekniske Universitet, Cellugy Aps og Teknologisk Institut.

04.07.2022Mascot International A/S

Sponseret

Fremtidens nye tøj er lavet af gammelt tøjaffald

27.06.2022Mascot International A/S

Sponseret

MASCOT® REworked - Nyt liv til udtjent arbejdstøj