GROHEs børnebog lærer børn om plastikforurening i verdenshavene
De to delfiner Gry og Gilbert er hovedpersonerne i GROHEs illustrererede børnebog, der har til formål at lære børn om, hvor vigtigt det er at passe på havet og dyrelivet - samt hvordan vi alle kan bidrage til at minimere forbruget af plastik.
De store plastiksupper i verdens have bliver større og større, og det har store konsekvenser for dyrelivet både under og over overfladen. 1 ton plastik for hver 3 tons fisk*. Sådan lyder prognosen for verdenshavene i 2025, hvis ikke der handles i tide. Dette er netop en af grundene til, at GROHE har fokus på at dele budskabet om, at vi alle må stå sammen om at mindske brugen af plastik.
GROHEs mantra ’Pure Freude an Wasser’ har netop fokus på glæden ved vand, hvad enten det er drikkevand eller vandet i verdenshavene. Derfor arbejder vi proaktivt hos GROHE med at advokere for at mindske den unødvendige brug af plastik, der kan risikere at ende op i verdenshavene.
”Opmærksomhed på miljøet fylder rigtig meget hos GROHE, og vi tager ikke kun ansvar for selve produkterne og kundernes vandforbrug, men også for måden produkterne produceres på. Vi forsøger at have en 360 graders tilgang til miljøbesparelse og synes nu, at tiden var inde til at involvere de yngre generationer i vores mission” siger Kristine Skauge, Marketing Manager for Norden og Baltikum.
Derfor bør vi involvere vores kære små
Med den illustrerede børnebog har medarbejdere fra GROHE besøgt tre børnehaver på Sjælland for at teste konceptet af. Her er der blevet læst højt for børnene og undervejs talt om de forskellige situationer, delfinerne havner i. Bagerst i bogen er der opgaver, som GROHE medarbejderne lavede med børnene for at forstærke budskabet og for at få tid til at tale med børnene på tomandshånd. Opgaverne går blandt andet ud på at få skrald gennem en labyrint og ned i en skraldespand, finde fem (plastik)fejl samt farvelægning af tegninger.
Kristine Skauge uddyber: ”Det fantastiske ved at involvere børn er, at de tager alle indtryk ind og tænker meget over det, der bliver læst op. Børn har endnu ikke dannet sig dårlige vaner såsom at smide skrald, hvor det ikke hører til, købe vand på flaske eller bruge to sugerør, når man kun har brug for ét eller slet ingen. Vi ved også fra tidligere undersøgelser, at børn ofte bringer nye indtryk og ny læring med hjem til forældrene. De kan dermed også påvirke dem og deres holdning til miljøet. På den måde kan vi potentielt gøre en forskel”.
Lone Mortensen, der er pædagog i Solsikken børnehus i Gislinge, tilføjer: ”Bogen er utroligt flot illustreret, og børnene bliver så glade, når der kommer nogen forbi med en oplevelse til dem. At have besøg af GROHE var ekstra godt, fordi budskabet forstærker, hvad vi forsøger at lære børnene hver dag, og det faktum, at de fik foræret en bog hver, forlænger indtrykkene. Der var tid til at lytte til børnenes historier og drage referencer til børnebogen. Derudover er opgaver altid et hit og noget, som både børn og forældre sætter pris på”.
Turnéen fortsætter
Hvordan projektet om at involvere børn i at mindske forbruget af plastik skal udvikle sig i fremtiden, er stadigvæk uvis. Børnebogen om de to delfiner Gry og Gilbert er en forsmag på de fremtidige planer hos GROHE, og baseret på den positive feedback fra både børn og pædagoger er der ingen tvivl om, at der kommer flere lignende initiativer fra GROHE i den nærmeste fremtid. På nuværende tidspunkt fortsætter GROHE sin turné rundt i Danmarks børnehaver for at give det vigtige budskab videre til de kommende generationer, som skal overtage miljøsituationen fra os.
Læs mere om GROHEs miljøinitiativer her: https://www.grohe.dk/da_dk/company/sustainability.html
FAKTA OM PLASTIK I HAVET
• Der findes fem store plastiksupper i verdenshavene, der tilsammen udgør et areal på størrelse med Afrika
• I plastiksupperne er der op til seks gange mere plastik end plankton i vandet
• Hver fjerde danske sild har plastik i maven
• Plastik nedbrydes med tiden til mikroplast – dvs. plastikstykker der er mindre end 5mm
• Mikroplast finder vej til blandt andet vin, honning og øl
Denne artikel er del af et tema:
I fokus: plastik
Er plastik så farligt som dets rygte? Er der stadig måder at bruge plast bæredygtigt? Hvad kan nye, plantebaserede plastformer? Hvad ved vi, og hvad kan vi gøre med mikroplast? Hvordan kan plast indgå i cirkulære loops? CSR.dk prøver at få og formidle en slags overblik.