Huset kan næsten ikke være i sig selv
Tietgenbyens Varmecentral i Odense sprudler af overskud i sit arkitektoniske udtryk, der bl.a. benytter en toppet tagflade til at skabe blikfang. Bag designet står Archidea arkitekter a/s, som har lagt vægt på at skabe sammenhæng mellem form og funktion, idet centralen skal omsætte overskudsvarmen fra Facebooks datacenter til husstandsopvarmning.
Varme, energi og dynamik er nøgleord for designet af Tietgenbyens Varmecentral, der lige nu opføres for Fjernvarme Fyn i Odense. Byggeriet er tegnet af Archidea arkitekter a/s, som har skabt et udtryk, der understreger bygningens kommende funktion: Den skal nemlig udnytte overskudsvarmen fra Facebooks datacenter til husstandsopvarmning.
Ud over selve varmeproduktionen skal bygningen rumme et visitor centre, hvor besøgende kan lære om varmepumpeteknologien samt konceptet bag fjernvarme. Indehaver og arkitekt Otto Wagner fra Archidea arkitekter fortæller om projektet:
- Bygningen sprudler af overskud i sit udtryk og kan nærmest ikke være i sin egen krop. Det ser man bl.a. ved, at den sorte rektangulære form gennembrydes af kobberbeklædte, Toblerone-agtige toppe, der nærmest skyder ud af huset.
- Hele bygningens fortælling handler om at omsætte overskudsenergi, så det var afgørende, at vi fandt en form, der afspejler denne dynamik. Samtidig har vi indenfor prioriteret, at man tydeligt kan se, hvad der foregår i huset med direkte kig ind til de enorme kompressoranlæg, fortsætter han.
Genanvendelige materialer matcher fortælling om genvinding
Varmecentralen er udenpå præget af vekselvirkningen mellem glas og de sorte og kobberbeklædte flader, mens bygningen inden døre veksler mellem mørk puds og lys birketræsbeklædning på væggene i afbalanceret kontrast. Fra inderst til yderst har arkitekterne lagt vægt på materialevalg, der matcher fortællingen om overskud i bygningsudtrykket, fortæller Otto Wagner:
- Det handler først og fremmest om styrke og holdbarhed, men også om den grønne profil. Det har været vigtigt for os, at løsningerne er fornuftige både byggeteknisk, økonomisk og miljømæssigt set. Generelt er det et af kendetegnene ved tegnestuens måde at arbejde på, at vi sætter barren meget højt, men uden at bevæge os uden for de rammer, som sættes af de byggetekniske krav.
Et eksempel er tagbeklædningen, som er udført af Ryslinge Tagdækning A/S: Archidea arkitekter har her valgt tagmembraner fra Derbigum, der er verdens førende producent af miljøvenlige tagpap-løsninger, som efter endt levetid kan genbruges på Derbigums egen fabrik. Allerede i dag genanvender Derbigum således produktionsspild og fraskær fra tagpap-montage i produktionen af ny tagpap. Otto Wagner uddyber:
- Vi har gennem mange år brugt tagpap fra Derbigum, fordi det giver os sikkerhed for tætte og langtidsholdbare løsninger, samtidig med at den miljømæssige profil er meget fornuftig. Derudover passer materialer, der kan genanvendes, perfekt til en bygning, hvis hele formål er genvinding.
Det i alt 1437 kvadratmeter store projekt ventes at slå dørene op senere i 2019 med kapacitet til at genvinde 100.000 MWh årligt. Det svarer til opvarmning af omkring 6.900 parcelhuse.