Kantinevirksomhed omlægger til 100% økologisk dansk mel og korn i nyt strategisk samarbejde
I en tid hvor bæredygtighed og lokale fødevarer får stadig større betydning, har kantinevirksomheden Kokkenes Køkken taget et markant skridt i retning af en mere ansvarlig kantinefremtid. Med en klar strategi for at fremme lokale råvarer, omlægger kantinevirksomheden fra 1. juni i år til 100% økologisk mel og korn fra danske avlere. Med beslutningen reduceres antallet af leverandører i kategorien fra 14 til 2, og det årlige indkøb af mel og korn, som samlet tæller mere end 100 tons, flyttes fra udenlandske producenter til dansk økologisk landbrug, siger divisionschef i Kokkenes Køkken, Asmus Thorsøe Haman.
Stor smag, høj kvalitet og ansvarligt fokus. Det er rammen for de mere end 10.000 måltider, som kantineleverandøren, Kokkenes Køkken, hver dag serverer på tværs af 40 kantiner i hele landet. Med en betydelig omlægning i indkøbsstrategien for mel og korn tager virksomheden fra 1. juni 2024 endnu et skridt i ansvarlighedens retning.
Et nyt strategisk samarbejde med producenterne Mejnerts Mølle og Aurion sikrer fremover 100% økologisk mel og korn i de mere end 40 kantinekøkkener, som Kokkenes Køkken drifter dagligt. Og at kantineleverandøren aktivt tager stilling til og sætter handling bag prioriteringen af danske råvarer, er et både vigtigt og markant skridt i ansvarlighedens retning, mener Peter Mejnertsen, direktør i Mejnerts Mølle:
”Landbruget i Danmark kan forsyne danskerne med en lang række kvalitetsråvarer, som vi fremadrettet bør bruge i langt bredere omfang, end vi gør i dag. Det kræver selvsagt en markant adfærdsændring hos forbrugerne at mindske vejen fra muld til mund, og kantinerne spiller en vigtig rolle. De har hver dag mulighed for at inspirere danskerne til mere ansvarlige spisevaner gennem den mad, de serverer fra arbejdspladsernes kantinekøkkener – og det er helt afgørende at de som leverandører tager stilling til de råvarer de bruger - og sætter handling bag,” indleder han og uddyber:
”At Kokkenes Køkken nu aktivt beslutter at udfase al mel og korn, der ikke er økologisk og dansk produceret, er et stærkt signal i markedet. Vi går til samarbejdet i fælles front for ambitionerne om et mere ansvarligt råvarevalg. Med et håb om, at det påvirker den almene danskers spisevaner positivt. Som råvareproducent er det meget værdifuldt, at aktører som Kokkenes Køkken har klare holdninger til arbejdet med ansvarlig fødevareproduktion. Det giver et fælles afsæt, hvor vi med en fuld værdikæde af dansk økologisk mel og korn kan vi levere det, der skal til for at realisere ambitionen,” afslutter Peter Mejnertsen.
Markant fokusering i antal leverandører
Beslutningen om et strategisk samarbejde, der udfaser brugen af al mel og korn, som ikke er økologisk og dansk produceret, betyder, at antallet af leverandører i kategorien fokuseres betragteligt. Alt imens kan gæsterne fremover kan se frem til endnu mere smag og kvalitet i den daglige frokost, forklarer divisionschef i Kokkenes Køkken, Asmus Thorsøe Haman:
”Med en ambition om hver dag at gå på arbejde og gøre en forskel for vores gæster har vi indgået et strategisk samarbejde med to af markedets absolut mest visionære danske producenter af økologisk mel og korn. Vi udfaser af al mel og korn, der ikke er avlet og produceret inden for landets grænser, og i praksis betyder det, at antallet af leverandører reduceres fra 14 i både ind- og udland til 2 lokale producenter,” indleder han og tilføjer:
”Samarbejdet betyder, at vi fremover flytter indkøbet af de mere end 100 tons mel og korn, som hvert år bliver brugt i vores køkkener, fra inden- og udenlandske producenter til kun at komme fra dedikerede økologiske landbrug inden for egne landegrænser. Fremover kan vores gæster se frem til brød og bagværk på en base af helt traditionelt stenformalet mel, der i sig selv bidrager til en daglig delikat spiseoplevelse i form af en rigere og mere kompleks smag med elementer fra hele kornet. Samtidig vil vores brød og bagværk blive bagt med et ekstra drys god samvittighed. Med valget af de to lokale møllerier følger nemlig også en beslutning om at mindske transporten fra jord til bord så meget som overhovedet muligt,” afslutter Asmus Thorsøe Haman.
Fælles front for mere smag og kvalitet
At valget af leverandører, som fremover skal levere mel og korn til kantineleverandøren, er reduceret og faldet på netop Mejnerts Mølle og Aurion er ikke tilfældigt. Med mere end 10.000 dagligt spisende gæster fordelt over mere end 40 kantiner i hele landet har Kokkenes Køkken et fokus på at invitere danskerne inden for i landets egen køkkenhave.
Og ambitionerne om et samarbejde i ansvarlighedens tegn bliver mødes med både opbakning og begejstring:
”At have en klar holdning til, hvordan vi rykker den generelle sundhed og ansvarlighed hos danskerne i en positiv retning, er vigtig. Her spiller kantinekøkkener en vigtig rolle, og det er helt afgørende, at ønsket om ansvarlighed ikke parkeres i skyggen af økonomiske hensyn, for der er mange andre hensyn af mindst lige så stor betydning,” indleder Brian Tolstrup Nybo, direktør i Aurion, og uddyber:
”Samarbejdet med Kokkenes Køkken betyder, at mange flere danskere fremover får glæde af de delikate danske afgrøder, der er dyrket af vores passionerede avlere. Hver dag gør de en kæmpe indsats for at levere råvarer, der er dyrket i naturlige kredsløb, hvor intet kunstigt er tilsat, og hvor forarbejdningen sker både skånsomt og med fokus på at sikre et absolut minimum af spild i bearbejdningsprocessen. Resultatet af dette arbejde kommer nu endnu bredere ud til de mange danskere, der besøger Kokkenes Køkkens kantiner, og det er et vigtigt skridt på vejen mod mere ansvarlige beslutninger hos den enkelte dansker,” afslutter Brian Tolstrup Nybo.
Om Mejnerts Mølle
Mejnerts har siden 1999 dyrket et 100 % økologisk landbrug med stor omtanke for naturen
og kvaliteten af afgrøderne. Både landbrug og mølleri drives fra samme gård på Vestsjælland, og virksomheden dækker således hele processen fra muld til mund. Lige fra dyrkningen på markerne og høsten af afgrøder, til mølleriprocesser og endeligt slutprodukt til professionelle køkkener og forbrugere.
Om Aurion
Aurion blev grundlagt i 1974 og er Danmarks første økologiske og biodynamiske mølleri. Historien om Aurion handler om innovativ drivkraft forankret i et værdigrundlag med udgangspunkt i
balancen mellem natur og mennesker. Kornet er dyrket af danske økologiske og biodynamiske avlere
og mølleriet har Nordens største kornsortiment.
Om Kokkenes Køkken
Kokkenes Køkken er en del af virksomheden Forenede Service. Med høj kulinarisk faglighed servicerer virksomhedens mere end 300 kokke og gastronomer hver dag sansefuld forplejning til 10.000 danskere fordelt på mere end 40 kantiner fordelt over hele landet. Heriblandt virksomheder som Nordea Ejendomme, Stensdal Group, JP Politikens Hus og senest Falck.