Kolding Kommune bliver medlem af Green Network
Kolding Kommune er d. 23. september blevet medlem af erhvervsforeningen Green Network, som er blandt Danmarks største erhvervsnetværk inden for CSR (Corporate Social Rresponsibility) og bæredygtig udvikling.
- Vi har i mange år haft fokus på social og miljømæssig bæredygtighed. Med baggrund i Koldings vision Vi designer livet har vi et ønske om at styrke social innovation og grøn vækst i Kolding. Her kan Green Network med deres kompetencer understøtte vores vision på en god og effektiv måde til gavn for Koldings erhvervsliv, fortæller borgmester Jørn Petersen.
- Med Koldings medlemskab har vi en enestående chance for at styrke dagsorden for grøn vækst og en bæredygtig social udvikling i Trekantsområdet, siger Peter Skou, bestyrelsesformand i Green Network, som også er direktør for virksomheden R2Group.
Siden 1994 har Green Network rådgivet virksomheder og myndigheder med at styrke deres samfundsansvar og en bæredygtig udvikling. Erhvervsnetværket har i dag over 140 medlemmer, og tæller foruden virksomheder også uddannelsesinstitutioner og en række kommuner.
Green Network rådgiver og formidler ekspertviden om samfundsansvar til medlemmerne, og stiller konkrete værktøjer til rådighed for netværkets medlemmer. Fx det nye CSR trænings- og procesforløb, e4. Formålet er at understøtte social innovation og grøn vækst til gavn for medlemmernes bundlinje og et mere bæredygtig samfund. Green Network er nationalt sekretariat for det europæiske erhvervsnetværk CSR Europe, som rådgiver EU-kommissionen om CSR. Desuden samarbejder foreningen tæt med ministerier og styrelser.