LIVSCYKLUS
Alt for mange produkter bliver lovprist for miljøforbedringer, der i virkeligheden kun er fraktioner af produktets egentlige miljøbelastning.
En livscycklusvurdering giver overblik over hvor et produkt har sine største miljøbelastninger.
Produktets fire faser.
En opgørelse over et produkts samlede miljøbelastning gøres bedst ved at se på produktets livscyklus og herigennem få opgjort størrelsen af emissionerne til omgivelserne. Et helt livsforløb for et produkt opgøres i en livscyklusvurdering typisk i fire faser: Råmaterialer/Materialeproduktion - Produktproduktion/Montage - Anvendelse - Bortskaffelse/Genanvendelse.
En livscyklusvurdering indeholder altså samtlige stadier i et produkts liv. Derved bliver det muligt at se, hvilken af de fire faser, der er mest miljøbelastende og dernæst udtænke en strategi for at få dem nedbragt.
Også bidrag fra forsyningskæden.
I de første år, man har anvendt livscyklusvurderinger har man begrænset sig til at opgøre på de bidrag, som hidhører fra produktet alene. For eksempel har man begrænset sig til at opgøre den energi og det brændstof, som medgår til at bryde metalmalmen ud af jordbunden eller pumpe olien op ad undergrunden, men set bort fra de emissioner som for eksempel produktionen af gravemaskiner og olieboringsplatforme medfører.
Tilsvarende har man under produktionen af produktet kun set på den energi og det brændstof, som medgår til at drive fremstillingsprocessen, men set bort fra de emissioner, som medgår til at opføre og drive hele fabrikken.
Først for nylig har det været muligt at give estimater over disse bidrag fra forsyningskæden. Det er lykkes gennem at bruge de statistiske nøgletal over hvor meget CO2-e hver branche udleder.
Disse mere præcise livscyklusanalyser viser at de produkter, vi omgiver os med udgør meget større udledninger end vi troede. Nogen gange udgør forsyningskædens bidrag faktisk mere end bidraget fra produktet alene. Det er derfor nødvendigt at fokusere langt mere på de materialer, vi designer ind i vores produkter end som nu, hvor man primært fokuserer på produkters energi og brændstofforbrug.
Elektronikprodukters materialer er ofte hovedproblemet.
Overraskende nok, så er de største klimaproblemer ved elektronikprodukter ofte ikke den energi de forbruger, men de materialer, de er konstrueret i.
Meget af den elektronik, som vi i øjeblikket forbruger rigtig meget af har ofte en meget kort levetid. Det skyldes især, at udviklingen går så hurtigt på IT-området og underholdningsområdet, at produkter ofte bliver forældede på måske kun 3 år. Det medfører ofte at materialerne kommer til at udgøre den største udledning af klimagasser, da disse produkter oftest bliver smidt ud efter deres korte anvendelse uden at materialerne bliver genanvendt.
I eksemplet ovenfor har den store japanske elektronik-koncern NEC fortaget livscyklusberegninger på en mobiltelefon og en desktop-computer, opgørelsen viser at det er forbruget af materialer, der udgør langt den største klimagasemission fra de to produkter.
LCA-opgørelsen her har formentlig ikke medtaget bidragene fra forsyningskæden i deres opgørelser, da det er relativ ny viden. De virkelige udledninger fra materialerne vil derfor i realiteten nok være noget større, hvis forsyningskædens bidrag blev medregnet.
Miljøforbedring der kan markedsføres
Fordelen ved at anvende en livcyklusvurdering er også at man får et mere præcist udtryk for sin miljøforbedring. Ved at sammenligne med gamle produkter kan man sætte tal på forbedringen. Det giver klar kommunikation og dermed mere effektiv markedsføring.
Klar markedsføring er en vigtig konkurrenceparameter, da mange forbrugere og kunder efterspørger reel viden om, hvordan et produkt forurener eller/og reducerer sine udledninger.
