Lovkrav til CSR-rapportering hænger ikke sammen med topledernes ønsker
Der er et misforhold mellem danske toplederes ønsker til rapportering og de krav, der stilles i Årsregnskabsloven. Der bør derfor fokuseres på målbarhed og sammenhæng mellem forretning og CSR-indsats frem for beskrivelse af politikker og standarder.
FSR danske revisorer har netop udgivet en undersøgelse om toppen af dansk erhvervslivs synspunkter på CSR og CSR-rapportering. Det indikeres i undersøgelsen, at et fåtal af de adspurgte topledere tillægger CSR-rapportering særlig værdi og at de har helt andre ønsker til indholdet i CSR-rapporter end det, der foreskrives i Årsregnskabsloven.
Uoverensstemmelse mellem ønsker og krav
Topledernes syn på værdien af CSR-rapportering kan skyldes, at de krav der stilles til rapporteringen ikke stemmer overens med de elementer, som toplederne efterspørger. Toplederne lægger nemlig større vægt på nøgletal, målbare KPIer og CSR-indsatsens sammenhæng med forretningsstrategien frem for beskrivelser af virksomhedens politikker og opbakning til diverse standarder og principper. Når der kan måles på drift og fremgang, giver det mening for ledelsen.
Og det foreslås da også i FSR danske revisorers undersøgelse, at virksomheder i arbejdet med CSR bør have et større fokus på målbarhed. Derudover er CSR-relaterede risici også på dagsordenen. Øget information om kontroller og compliance-arbejde vægtes højere hos topledelsen end anerkendelse for CSR-arbejde og tildeling af priser. På dette punkt er den danske undersøgelse helt i tråd med internationale tendenser. Deloitte lavede sidste år en undersøgelse blandt CFOer og deres syn på bæredygtighed, og denne påviste også betydningen og vægtningen af CSR-relaterede risici.
Læs om Deloittes undersøgelse her: http://csr.dk/%C3%B8konomi-uden-csr-h%C3%B8rer-fortiden-til.
CSR-rapportering skal altså have et større fokus på selve det CSR-arbejde, der er forankret i virksomhedens forretningsstrategi, målbare KPIer og CSR-relaterede risici, hvis rapporteringen skal skabe værdi for forretningen. Ifølge FSR danske revisorer bør dette tænkes ind i det politiske arbejde med CSR og samfundsansvar. Derved undgås det, at CSR-rapporteringen bliver anset som en uundgåelig byrde og i stedet kan bruges, som et værktøj til at optimere forretningsgange, styrke virksomhedens bæredygtighed og skabe værdi.
_______________________________________________________________________________________________________________________________
Læs undersøgelsen fra FSR danske revisorer her: http://m.fsr.dk/~/media/Files/Presse%20og%20nyheder/Analyser/Analyser/2014/FSR-publikation%20vedr%20%20topledelsensens%20syn%20på%20CSR%20og%20CSR-rapportering.ashx