Når unge bliver klogere på klima
En ny undervisningsform gearet til de gymnasiale ungdomsuddannelser skal gøre unge danskere de klogeste i verden, når det gælder klimaspørgsmål. Undervisningsformen, Climate Minds, har DI Energibranchen været med til at udvikle og herfra glæder man sig over, at det slår igennem.
48 gymnasieklasser styrer sig gennem de skarpe skær i klimadebatten og får styr på begreber som CO2-neutral, lagring af CO2, vind, biomasse, klimapolitik og energiforsyning. Eleverne stiller op med egne ekspertpaneler og kommer med bud på, hvad vi dog skal gøre med al den CO2, verdensklimaet er plaget med.
Det er del af et undervisningsforløb i regi af Climate Minds, der er et debatskabende undervisningstilbud om klima og energi målrette til de gymnasiale ungdomsuddannelser. Climateminds er udviklet af Experimentarium i samarbejde med Dansk Energi, Energyminds og DI Energibranchen.
- Formålet med projektet er at formidle viden og teknologi på området, samt at motivere de unge til at fatte interesse for naturvidenskab og teknik, forklarer konsulent i DI Energibranchen, Esben Mortensen.
Mere uddannelse og oplysning
I DI Energibranchen glæder man sig over, at en række virksomheder aktivt har været med til at udbrede kendskabet til energi og klima gennem Climate Minds. - Vi er også glade for, at Climate Minds får en positiv modtagelse hos eleverne, konstaterer Esben Mortensen.
Det er nødvendigt, at vi bliver ved med at satse massivt på uddannelse og oplysning om klima og energi. De unges interesse i Climate Minds har vist os, at det er muligt at skabe en glødende interesse for de naturvidenskabelige decipliner og dermed vejen frem, hvis Danmark også i fremtiden skal være leverandør at løsninger på verdens klimaudfordringer, slår DI Energibranchens konsulent fast.