Obama i gang med klimaet
Barack Obama har givet den amerikanske miljøstyrelse, EPA, besked om at overveje, hvorvidt udledningen af drivhusgasser fra biler skal begrænses via lovgivning. Nye regler om at mindske de udstødningsgasser, der er en af årsagerne til global opvarmning, vil gælde i 14 stater, heriblandt Californien.
Udsigten til en strammere miljølovgivning blev lanceret af talsmænd fra Det Hvide Hus. Planerne om at sætte en grænse for forureningen fra udstødningsgasser vil knytte sig til strengere krav fra Barack Obama til alle USAs bilproducenter. De må simpelthen i gang med at producere mere brændstoføkonomiske biler, som kører længere på literen. Obama har bedt sit trafikministerium fastsætte en grænseværdi for, hvor meget udstødningsgas, biler har lov at udsende, før udgangen af marts. Det skulle give den amerikanske bilbranche tid til at konstruere "grønnere" modeller, som kan nå markedet i 2011.
Blandt Obamas andre planer for klimaet er, at hans regeringskontorer skal drives mere energivenligt i fremtiden. Hans hjælpepakke til amerikansk økonomi på 825 milliarder dollar skal også skabe jobs i de dele af erhvervslivet, som bl.a. producerer solceller og vindmøller. (www.berlingske.dk)