Omsætningen stiger hos energihåndværkere
Hele 29 % har energihåndværkerne i Odense, Kolding og Middelfart øget deres omsætning med i 2010-2012, og når der er masse af lave, stiger beskæftigelsen. Det bekræfter dugfriske tal fra Danmarks Statistik. Alle energihåndværkerne er efteruddannet gennem Grøn Erhvervsvækst og det betaler sig, da omsætningen for håndværkere i resten af Danmark i samme periode er status quo. Mange af energihåndværkerne nikker genkendende til øget omsætning.
Energihåndværkerne selv peger på netværk, pakkeløsninger, naboeffekt og ny viden gennem efteruddannelsen, som virkemidler til øget omsætning. Det giver en fornyet optimisme hos branchen.
De nye tal understøtter Grøn erhvervsvæksts mål om at skabe nye grønne job inden for energirigtigt byggeri. Det sker bl.a. gennem efteruddannelse af håndværksmestre for at ruste dem til at udføre opgaverne, samt gennem afholdelse af aftenskoler og energimesser, for at skabe efterspørgsel på energirenoveringsopgaver.
-Jeg er gået fra 3 til 9 mand på bare 1 år. Årsagen er en kombination af flere ting, bl.a. har jeg mere at byde på efter min uddannelse som energihåndværker og fordi jeg nu tilbyder flere grønne produkter, bl.a. et nyt isoleringsprodukt. Jeg oplever desuden i større grad, at kunderne kommer tilbage, siger Lenni Brødsgaard, der er energihåndværker fra Odense.
Grøn erhvervsvæksts energihåndværkeruddannelse har flyttet fokus til energirenovering som et potentielt nyt forretningsområde for små og mellemstore virksomheder, hvis de arbejder sammen. Michael Sarma fra Skovhavens VVS siger:
- Vi genkender tallene for vækst. Det kommer af ny viden og nye kontakter. Fokus flytter sig til at dreje sig om energi som nyt forretningsområde. Jeg har oplevet, at det er et rigtig godt salgsargument at kunne sælge energibesparelserne. Sidste år hentede jeg 200.000 kr. hjem i tilskud til mine kunder, som f.eks. skal have skiftet varmtvandsbeholder, siger han, og henviser til tilskudsmuligheder fra bl.a. forsyningsselskaber.
Også i Kolding har der i den målte periode været stigende aktivitet med stor fokus på bygningsrenovering.- Vi har som virksomhed været godt rustet til at imødekomme den efterspørgsel, og vi har løbende ansat flere medarbejdere, siger tømrermester Finn Jul Vesterholm fra Ejstrup ved Kolding.
Gennem uddannelsen har håndværkerne ikke kun fået ny viden, men også et stærkt netværk.
-Vi vækster for hinanden gennem netværk, siger Anders Larsen fra Ole Larsen og Co., og henviser til at håndværkerne er blevet langt bedre til at henvise opgaver og anbefale hinanden. Gennem uddannelsen bliver håndværkerne netop opfordret til at netværke og ikke være bange for at give opgaver videre til hinanden og det kommer dem alle til gode nu.
I Middelfart bekræfter Job- og Vækstcenterchef Per Rasmussen, at der er øget efterspørgsel på ledige inde for byggefagene. - Vi har næsten ingen ledige håndværkere i Middelfart og er begyndt at formidle ledige fra de omkringliggende kommuner, for at kunne håndtere håndværksvirksomhedernes efterspørgsel på arbejdskraft. Især murer, elektrikere og tømrer er der ved at være mangel på, men også inden for entreprenørbranchen er der ikke mange ledige maskinfører.
Om tallene fra Danmarks Statistik og Grøn erhvervsvækst
De 29 % øget omsætning er målt i perioden første kvartal 2010 til første kvartal 2012. De landsdækkende tal går til 2011. Tallene dækker de 3 oprindelige partnerkommuner i det privat-offentlige partnerskab Grøn erhvervsvækst: Odense, Middelfart og Kolding kommuner. Derudover er følgende partnere: Assens Kommune, Business Kolding, Bright Energy ApS, Byggecentrum, Faaborg-Midtfyn Kommune, Fjernvarme Fyn, Grontmij, Hans Jørgensen & Søn, IBC Kurser, Isover Saint-Gobain, Kolding Kommune, Middelfart Erhvervscenter, Middelfart Kommune, Middelfart Sparekasse, Nordfyns Kommune, O. Adsbøll & Sønner, Odense Kommune, Schneider Electric, Tre-For, Udvikling Vejen og Hansenberg kurser. Målet for Grøn erhvervsvækst er at skabe nye grønne job inden for energirigtigt byggeri. Det sker gennem efteruddannelse af håndværksmestre og afholdelse af aftenskoler og energimesser, for at skabe efterspørgsel på energirenoveringsopgaver.
Kontaktinformation:
Lotte Lindgaard Andersen, Projektchef, Grøn erhvervsvækst: 24 22 92 28, lla@groenerhvervsvaekst.dk