Politisk besøg hos det bæredygtige erhvervsliv i Nordjylland

Seks folketingpolitikere, tre nordjyske virksomheder og et grønt netværk – sådan lød opskriften på en spændende politikerrundtur, der satte fokus på den grønne erhvervsudvikling i Nordjylland.

Rundvisning hos Aage Vestergaard Larsen.

Seks folketingspolitikere besøgte den 22. august Nordjylland for at opleve, hvordan tre nordjyske virksomheder har skabt vækst og stærke forretningsgrundlag igennem bæredygtighed.

På turen, der var arrangeret af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark, mødte politikerne tre meget forskellige virksomheder, som på hver deres måde har gjort arbejdet med bæredygtighed til en del af deres forretningsgrundlag.

Arne Boelt, der er borgmester i Hjørring Kommune og næstformand i netværket, guidede folketingspolitikerne sikkert igennem de stærke nordjyske erhvervscases. Første stop på turen var hos Aage Vestergaard Larsen i Mariager, der er Nordens største genanvendelsesvirksomhed inden for plast. Her blev deltagerne klogere på mulighederne for at anvende plastaffald til at fremstille nye produkter. Dagen bød også på en rundvisning blandt de store mængder af plast i virksomhedens produktion.

Derudover hørte politikerne fra Højer Møbler, som producerer kreative læringsmiljøer. Virksomheden arbejder bl.a. med at skabe nye forretningsmodeller, hvor møblerne udlejes og tilbagetages, så virksomheden efterfølgende kan istandsætte møblerne eller genanvende materialerne.

Den sidste virksomhed, som politikerne besøgte, var Lund & Staun i Svenstrup, som tidligere på året blev Danmarks første FSC-certificerede entreprenørfirma. Her talte de om fordelene ved bæredygtige byggerier, men der blev også tid til at ”slå et slag” for bæredygtigheden i en uformel sømkonkurrence.

Dagen blev afsluttet i Nørresundby, hvor politikerne mødtes med netværkets bestyrelse til en snak om fremtiden for den bæredygtige erhvervsudvikling i Nordjylland.

Politikerne var meget interesserede i den bæredygtige udvikling i Nordjylland og virksomhedernes evne til at gøre miljøfokus til en god forretning. "Det er positivt, at virksomhederne i netværket kan fremme genbrug og bæredygtighed, samtidig med at de skaber nordjyske arbejdspladser" udtaler Ane Halsboe-Jørgensen, folketingmedlem, Socialdemokratiet.

Besøget gav anledning til flere spændende debatter mellem virksomhederne og politikerne, og der er derfor planer om at gentage succesen næste år. ”Besøget var en stor succes, og vi har på politikernes foranledning allerede inviteret dem til at komme tilbage næste år for at blive endnu klogere på det bæredygtige erhvervsliv i Nordjylland” fortæller Jens Højer, formand for NBE og direktør i Højer Møbler.

"Det har været en god og spændende tur. Bæredygtig erhvervsudvikling er fremtiden" udtaler Ane Halsboe-Jørgensen.

Følgende folketingspolitikere deltog:

  • Søren Gade, Folketingsmedlem (Venstre)
  • Lise Bech, Folketingsmedlem (Dansk Folkeparti)
  • Bent Bøgsted, Folketingsmedlem (Dansk Folkeparti)
  • Torsten Gejl, Folketingsmedlem (Alternativet)
  • Ane Halsboe-Jørgensen, Folketingsmedlem (Socialdemokraterne)
  • Pia Adelsten, Formand for Miljø- og Fødevareudvalget (Dansk Folkeparti)

Grønne omstillings-hjerner samles i Aalborg

26.02.2023Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

06.07.2021Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

Cirkulær innovation for fremtiden

Podcast: social bæredygtighed og ekskriminelle lærlinge

08.04.2021Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

08.04.2021Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

Det Cirkulære Nordjylland

03.12.2020Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

Social bæredygtighed på rygraden

03.11.2020Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

Bæredygtighed en døråbner til dialog